Argumentation - en udvidet model

Som beskrevet i Sprog og tale. Mundtlighed i dansk (kap. 4) anvender man inden for nyere retorik den engelske filosof Stephen Toulmins model for argumentation. Ifølge den model består et argument af nogle begrundelser, der fører frem til en konklusion. Han skelner imidlertid mellem to lag i begrundelserne: det konkrete og det generelle lag.

Det konkrete lag udgøres af de direkte begrundelser. Det er de begrundelser, der umiddelbart lægges til grund for påstanden. Men derudover er der det generelle lag. Det indeholder den begrundelser – eller rettere: den generelle regel – der tillader slutningen fra den konkrete begrundelse til påstanden. Det er en indirekte begrundelse, som skal gøre den direkte begrundelse legitim – eller logisk forsvarlig. Begreberne er forklaret i Sprog og tale. Mundtlighed i dansk (s. 74).

De direkte begrundelser kaldes belæg, mens de indirekte begrundelser kaldes hjemmel. Toulmins model ser herefter således ud:

Modellen er Toulmins grundmodel. Men han har også udarbejdet en udvidet model. Den har fået tilført yderligere tre begreber: rygdækning, gendrivelse og styrkemarkør.

Rygdækningen skal understøtte hjemlen. Det kan man gøre på mange måder, fx ved at henvise til eller referere fra undersøgelser, der bekræfter hjemlen. Rygdækningen skal fungere som en dokumentation for, at hjemlen er god nok. Man skal ikke underkende værdien af at inddrage faktuelle forhold i en argumentation, så dokumentation fungerer godt i en argumentation.

Gendrivelsen er rettet direkte mod modpartens synspunkt. Man kan argumentere for sit eget synspunkt, men samtidig kan man argumentere imod andre synspunkter. Derved gendriver man disse synspunkter. Hvis man fx ser nogle svagheder i ens egen argumentation, ser man nok samtidig mulige indvendinger. Det er disse indvendinger, man således forsøger at gendrive. Gendrivelsen er i argumentationen typisk placeret efter, man har gennemført sin eget argument.

Styrkemarkøren viser, hvor meget afsenderen kan stå inde for sit synspunkt, altså graden af styrke i påstanden. Hvis afsenderen eksempelvis er meget sikker på sin påstands rigtighed, vil styrkemarkøren være ord som ’nødvendigvis’, ’helt sikkert at’, ’utvivlsomt’ etc. Er påstanden derimod ikke fuldstændig entydigt begrundet, kan styrkemarkøren i stedet være fx ’sandsynligvis’, ’efter alt at dømme’, ’for mig at se’ etc. Styrkemarkøren er således placeret i umiddelbar sammenhæng med påstanden.

Den udvidede argumentationsmodel ser herefter således ud:

Til toppen