Artikel:
Formidling og etik

Helliger målet midlet, når man taler til en forsamling? Er der etiske overvejelser forbundet med mundtlig formidling? Eller sagt ligeud: Gælder alle kneb, når man vil have ens hensigt til at lykkes? Det er nogle af de problemstillinger, retorikken har rejst. Spørgsmålet er derfor, om vi kan begrunde nogle etiske retningslinjer, som en taler bør overholde.

Etik handler dybest set om at tage hensyn til hinanden. Etik er principper, der skal vejlede vores handlinger, så de er i overensstemmelse med en forestilling om, hvad der er et godt liv. Er man fx i tvivl om, hvorvidt det er i orden at bagtale en anden, kan man spørge sig selv, om bagtaleri passer ind i den forestilling, man har om det gode liv. Kan man leve med bagtaleri som moralsk acceptabelt? Hvis ikke, så må man afstå fra at bagtale nogen. Samtidig bør man forholde sig til de situationer, hvor andre bagtaler nogen.

I retorisk sammenhæng er det dem, man taler til, og dem man taler om, de etiske overvejelser skal gælde. Et eksempel: Vittigheder om udsatte grupper i vores samfund kan fx falde uheldigt ud, fordi der er nogle fra disse grupper til stede. Man risikerer at krænke personerne. Men vittighederne kan også betragtes som taktløse, selv om disse personer ikke er til stede. Med vittighederne inddrager man nemlig disse mennesker i talesituationen – endda på en uheldig måde – og det kan andre på deres vegne reagere på. Talesituationen kan blive anspændt, og talerens formål med sin tale vil ikke lykkes.

Eksemplet viser en generel pointe: Taleren skal over for tilhørerne fremstå som et godt menneske. Taleren skal udstråle ethos1 – troværdighed og moralsk karakter. En sådan taler er vi mere tilbøjelig til at lade os overbevise af. En sådan taler vil vi gerne tro og lytte til. Vi føler, at når taleren er et ordentligt menneske, så er det, han siger, nok også ordentligt. Modsat vil en taler, der får tilhørerne på nakken, tabe kontakten med tilhørerne og derved også tabe sin sag. Tilhørerne vil holde op med at lytte ordentligt. ”Han skal ikke få lov til at få min tid og opmærksomhed.”

”Her gælder det ikke blot som en forskrift, at man aldrig må være smagløs, men også at der er to ting, taleren må undgå, hvis muligheden for at sige noget virkelig morsomt dukker op, nemlig at hans spøg hverken må være naragtig eller simpel.”

Cicero 55 f.Kr.

I dag domineres det mundtlige udtryk i offentligheden af massemedierne. I forhold til dem er de fleste af os tilhørere, ikke talere. Men også som tilhørere er det vigtigt at kunne foretage etiske vurderinger af de mundtlige udsagn. Hvis vi ved noget om de retoriske virkemidler, og hvis vi selv har prøvet at anvende dem i mundtlige fremførelser, så vil vi bedre kunne gennemskue andres påstande og argumenter.

For god ordens skyld må det pointeres, at tanken om en særlig taleretik ikke skal overdrives. Så speciel er talesituationen heller ikke. Den etik, der gælder til daglig, vil i vid udstrækning kunne vejlede os i vores vurderinger, hvad enten vi er talere eller tilhørere. Men talesituationen sætter på den anden side en ramme, der skærper kravene til taleren. Tilhørerne forventer en grundigere forberedelse, end hvis det drejer sig om en mere uformel kommunikation, hvor man udveksler synspunkter. Talesituationen som en særlig mundtlig begivenhed bør få taleren til at gå til sin opgave med omtanke. Derfor kan det få større og mere uheldige konsekvenser, hvis taleren i den situation demonstrerer manglende omtanke, manglende forberedelse – eller værst af alt: manglende respekt for tilhørerne. Det slår hårdere, fordi talesituationen er intens og opmærksomheden skærpet. Og det slår bredere, fordi så mange personer – alle tilhørerne – er involveret.

Mellem vejledning og vildledning

Talegenrerne2 bruges til forskellige formål og derved i forskellige talesituationer. Det viser sig, at de etiske vilkår til en vis grad varierer afhængigt af talegenre. De etiske overvejelser må derfor skele til den talegenre, der anvendes.

Den informative tale skal formidle viden. Et overordnet krav til taleren er troværdighed, hvilket her svarer til sandhed. Taleren må tale sandt. Den viden, der formidles, må være sand. Taleren må altså vide, hvad han taler om. Og er han i tvivl, må han sige det. Det gælder også, hvis han henviser til data, der er hersker tvivl om. Hvis han fx holder et oplæg om en forfatter, og der er tvivl om, præcist hvilket år en bestemt roman er skrevet, så bør han ikke blot vælge et år på egen hånd. Han bør nævne usikkerheden. Det er kravet om sandhed – og derved også tilhørernes forventninger om sandhed – der kræver det.

Tager vi i stedet den politiske tale, må vi beskrive de etiske vilkår lidt anderledes. Her gælder det jo om at påvirke tilhørernes holdning, så de derved ændrer deres adfærd. Taleren i den politiske tale taler gerne om holdninger. I selve sagsfremstillingen vil taleren ofte fremlægge nogle fakta, som han vil bruge i sin argumentation. De oplysninger bør selvfølgelig være sande. Men ud over fakta indgår som regel også opfattelser og vurderinger som et led i argumentationen3. Hvis taleren fx vil argumentere for, at man skal skride hårdere ind over for doping i sporten, så kan en del af argumentationen være, at flere og flere bliver afsløret i at have taget doping. Det er et faktum, for det findes der tal for. Men en anden del af argumentationen kan dreje sig om, at taleren mener, at sportsudøvere skal konkurrere på lige vilkår. Det er ikke et faktum, det er en holdning. Den kan derfor ikke være sand. Holdningen er i stedet udtryk for en vurdering.

Kan vi dømme en holdning som uetisk? Hvis taleren har den holdning, at udryddelse af bestemte befolkningsgrupper er i orden, vil vi som tilhørere straks afvise taleren som uetisk. Men det er også et yderligtgående synspunkt. Langt de fleste holdninger giver vi hinanden ret til at have. Nok kan vi være rygende uenige, men det bliver holdningerne bag uenigheden ikke uetiske af.

I stedet må vi betragte de særlige spilleregler, som den politiske tale er underlagt. I politiske sager4 gælder det om at få tilslutning til sine synspunkter – fra tilhørerne i almindelighed, eller fra vælgerne, hvis det er en politiker, der taler. Politiske taler er kampe, der skal vindes. I de kampe gælder ikke alle kneb, men en politisk tale er et partsindlæg5. Det betyder, at taleren som den ene part gerne må nøjes med at fremføre de forhold, der tjener hans sag. Andre forhold i sagen er det andre parters opgave at fremføre og argumentere for. Således fungerer den politiske kommunikation.

Partsindlægget i den politiske tale tillader altså, at taleren kun fremfører det, der favoriserer hans sag, og udelader de øvrige synsvinkler. Derved lyver han ikke, men han fremfører heller ikke alle sagens aspekter. Spørgsmålet er imidlertid, om taleren er forpligtet på at medtage væsentlige aspekter af en sag, som han er vidende om, selv om de vil modarbejde hans sag. Det er taleren forpligtet på, hvis der er tale om viden, altså om fakta. Men hvis der i stedet er tale om holdninger, er taleren ikke forpligtet på andet end sine egne6. Det skal man være opmærksom på som tilhører, når man modtager en politisk tale.

Nu kunne man spørge således: Jamen, skal politikerne ikke vejlede os, så vi kan tage stilling på så relevant og dækkende et grundlag som muligt? Nej, den enkelte politiker skal ikke, men tilsammen skal de! Det svarer til forholdene i en retssal. Ingen forventer, at anklageren skal forsvare den anklagede. Og ingen forventer, at forsvareren skal anklage den anklagede. Proceduren i retssalen er bygget op omkring tanken om partsindlæg, så dommeren får den optimale fremlæggelse fra begge sider i en sag. En politisk tale er ikke et led i en retssag. Men de ligner hinanden derved, at man skal pleje sit eget synspunkt, ikke modpartens.

Ud fra disse betragtninger er det måske mere korrekt at tale om interessebestemt vejledning end om vildledning. Det er det, tilhørerne til politiske taler skal forholde sig til. Tilhørerne må lære at forstå den politiske tales retorik.

“Følelser kan være rejst af mange forskellige ting som ikke tåler dagens og fornuftens skarpe lys; den politiske argumentatoriske udfordring er at få disse følelser formuleret og forklaret på en måde som er mest muligt i overensstemmelse med de højeste etiske idealer og sund fornuft, dvs. rationel argumentation. Ingen kan bebrejde borgerne at de foretrækker den taler som er bedst til dette. Borgerne tager demokratiet på ordet hver gang de vælger den taler der gør deres stærkeste følelser mest stuerene ved hjælp af rationel argumentation.”

Klaus Kjøller, 2002

Vejledning og vildledning er også centrale begreber, når vi taler om reklameverdenen. Der findes en reklamens retorik. Reklamer er jo hensigtsmæssig formidling. De har til hensigt at øge salget af et produkt. Raffinementet ligger så blot deri, at det ikke er det, man hævder i reklamerne. Man forsøger i stedet at sælge noget andet: oplevelser, prestige, sex, tryghed, frihed, personlighed, selvsikkerhed, skønhed etc. Det er det, vi vil have. Produktet er så blot midlet, der kan føre os til paradis.

Tv-reklamer svarer på mange måder til mundtlig formidling. Egentlig burde genren ligge tæt på den informative tale. Reklamer burde vel informere os om, hvad det er for et produkt, der er til salg. Men vi ved godt, at vi kun får de positive sider af produktet vist. En is-reklame viser os nydelsen, men ikke fedmen og usundheden. Selvfølgelig ikke. Er reklamen så uetisk? Ikke ud fra en genrebetragtning. Reklamen skal sælge en vare. En tv-reklame kan i kraft af teknologien give den en tand mere. Speakerens stemme er måske blevet gjort kunstigt dyb – maskulin – og billedsiden er blevet manipuleret efter alle kunstens regler. Modellerne er blevet tapet op, så kroppen fremtræder mere stram, end den er og måske overhovedet kan blive. 20-årige kvinder optræder som 40-årige i reklamer for rynkecremer etc. Fup og fidus. Men uetisk? For en dagligdags betragtning ja, men som nævnt ikke for den genremæssige betragtning. Tv-reklamen følger blot reklameverdenens spilleregler, som vi forbrugere må lære os.

Den tredje talegenre er lejlighedstalen. Den er møntet på én person – som regel – og med resten af selskabet på medhør. Hensigten her er ikke salg eller holdningsændring, men hyldest. Taleren giver gerne en karakteristik af hovedpersonen og ofte på en lidt skæv, overraskende og derved morsom måde. Indfaldsvinklen er personlig og kan berøre det private. Her bør taleren ikke overtræde hovedpersonens urørlighedszone eller hele selskabets blufærdighedstærskel. Urørlighedszonen7 er det personlige felt, som andre ikke har adgang til. Sker det alligevel, vil personen føle en personlig grænse overtrådt. Blufærdighedstærsklen skal afskærme mod følelser, man oplever som ubehagelige. Taler man fx alt for frimodigt om sex eller død, kan det vække ubehagelige følelser hos nogen. Det bør man ligeledes undgå.

Taler og hovedperson kender givetvis hinanden godt, og der er faldet mange dybt personlige bemærkninger gennem årene. Men hvilke af dem tåler at blive delt med et helt selskab? Givetvis mange af dem, men ikke alle. Gode venner er bl.a. karakteriseret ved, at dem kan man af og til være pinlig over for uden at miste dem. Vi er jo kun mennesker, dvs. fejlbarlige. Men det pinlige og det smertelige skal ikke udstilles ved en festlig lejlighed8. Således er spillereglerne for lejlighedstalen.

Roller og forførelse

Don Juan9 er en figur, vi forbinder med forførelse. Hans forførelse fører kvinder ud på et sidespor – ud et sted, hvor de egentlig ikke ville hen. Vi kan sige, at han på forunderlig vis overtog deres vilje. Den samme sære magt kan en taler have over for sine tilhørere. Taleren kan føre tilhørerne ud på et sidespor via sin hurtige tale, sin charme, humor og generelle udstråling. Pointen med at trække det forhold frem er, at det i de tilfælde ikke er i kraft af det sagte, at han opnår sin hensigt. I stedet er det hovedsageligt måden, han fremfører sin sag på, der giver succes. Tilhørerne accepterer talerens budskab, fordi de fx føler sig underholdt eller smigret.

Er det nu uetisk af taleren sådan at forføre tilhørerne? Det kan vi næppe konkludere. Forførelse i sig selv kan vi ikke anklage en taler for. Det er jo også tilhørerne, som lader sig forføre. Det kan ligne vildledning, men det har tilhørerne sin del af ansvaret for.

Noget andet er så, hvis forførelsen bygger på talerens misbrug af fortrolige oplysninger, en uhæmmet mistænkeliggørelse af andre mennesker eller direkte usande gengivelser af faktuelle forhold. Det skal ikke accepteres, men i så fald er det heller forførelsen som sådan, der er i fokus, men spørgsmålet om sandfærdighed og respekten for andre mennesker.

Vi er tilbøjelige til at mene, at man altid skal tale til folks fornuft. Det kendetegner netop mennesket, at det er et fornuftsvæsen. Fornuften sørger for at fastholde sagligheden. Men hvad så, når en taler bevidst forsøger at aktivere tilhørernes følelser? Hvad hvis taleren vil lade pathos10 træde i stedet for logos? Var det ikke det, Hitler gjorde i Tyskland i 1930’erne? Vi er ikke kun fornuftsvæsner, men er også følelsesmæssigt involveret i verden. Det kan derfor ske, at følelserne nærmest sætter fornuften ud af spillet. Men er det ikke – ligesom mht. forførelse – tilhørernes ansvar ikke at miste deres sunde fornuft? Taleren kan vægte pathos i forhold til logos begrundet i den opfattelse, at erkendelse og følelse hænger sammen. Talerens hensigt kan altså være god nok.

Der er i de fleste tilfælde en grænse for, hvor meget kan spille på følelserne og slippe af sted med det som taler. Tilhørerne gennemskuer, når en sag gøres svulstig og måske også sentimental.

En væsentlig del af en talers troværdighed består i, at han er sig selv, at han er ægte og oprigtig. Vi bryder os ikke om falske mennesker i almindelighed, og det gælder så også, hvis en taler er falsk i sin fremførelse. Men hvad vil det sige at være falsk? Det vil fx sige, at taleren ikke mener det, han siger. Måske udtrykker taleren en holdning blot for at tilfredsstille tilhørerne, men bagefter mener han noget helt andet. Han forstiller11 sig. Hvis det afsløres, vil tilhørerne føle sig snydt. De vil bebrejde talerens uoprigtighed. Sådan vil de fleste af os nok have det.

Men der findes også nogle knap så indlysende situationer. Taleren kan fx give udtryk for alvor, selv om han ikke helt føler sagen så alvorlig. Han kan virke selvsikker, men inderst inde er han rystende nervøs. Eller han kan virke skråsikker mht. sine holdninger, men egentlig er han i tvivl. Er denne taler i så fald uoprigtig? Det behøver han ikke at være. Det vil være mere nøjagtigt at sige, at han spiller en rolle. Heller ikke det bryder vi os normalt om. Men som udgangspunkt er der næppe noget galt i at spille en rolle. Det gør vi alle sammen hver dag. Hele tiden. Tænk på, at vi til daglig næsten aldrig er fuldkommen os selv. Vi opfører os ikke ens over for vores kammerater, arbejdsgiver, forældre, buschaufføren, turisten etc. Det kan vi kalde dagligdagens uskyldige rollespil. Men derfor er vi vel os selv alligevel? Vi er personer, der viser forskellige sider af os selv i disse dagligdagsroller. Det ville slet ikke være til at holde ud, hvis vi alle sammen var hudløst ærlige i alle sammenhænge. Derfor er der ikke nogen nødvendig sammenhæng mellem rollespil i den nævnte forstand og så falskhed.

“Man mister ikke “sig selv”, når man spiller roller. Forstillelsen indfinder sig kun, når man ikke er sig selv i rollerne.”

Torben Jetsmark, 1999

Hvad kan vi herefter konkludere angående forholdet mellem formidling og etik? Nogen præcis og snæver konklusion kan vi ikke give. Som anført i dette kapitels indledning adskiller talersituationen i etisk henseende sig ikke væsentligt fra dagligdagens etiske vilkår. De etiske krav, der gælder for os til daglig, gælder som udgangspunkt også, når vi skal tale til en forsamling. Etikken kan dog variere lidt alt efter talegenre, som det er blevet vist ovenfor.

Aristoteles12 udarbejdede for over 2.000 år siden en etik, som stadig er aktuel. Mennesket skal ifølge Aristoteles bruge sin dømmekraft til at træffe fornuftige beslutninger, så handlingerne bliver etisk forsvarlige. Hvad der helt konkret er etisk forsvarligt, siger Aristoteles intet om. Det vil bl.a. afhænge af den konkrete situation.

Aristoteles siger dog så meget, at fornuften skal hjælpe os til ikke at foretage yderligtgående handlinger. Enhver situation rummer nemlig mulighed for, at man kan handle yderligtgående. Handlingen kan enten rumme for lidt eller for meget i forhold til et mellemliggende ideal. Kun ved at ramme et sted imellem yderpunkterne kommer vi nærmere det gode liv. Hvad disse idealer er, kan vi ikke bestemme én gang for alle. Vi må anvende vores indsigt, situationsfornemmelse og dømmekraft. Det er egenskaber, der udvikles gennem erfaring, altså med tiden og gennem refleksion.

Aristoteles giver nogle eksempler på, hvad der ligger mellem yderpunkterne13:

Den rette handling i enhver situation er den, der rammer den rette midte mellem yderpunkterne. Denne rette midte varierer fra situation til situation, da hver situation er unik. Denne rette handling svarer til den gyldne middelvej. Den er netop gylden, fordi den er unik for hver situation. Den gyldne middelvej er altså ikke bare en bred landevej mellem et par yderpunkter. Den gyldne middelvej betegner snarere én handling – den rette – blandt mange mulige, og den handling kan være svær at ramme14.

Således er vilkåret også for taleren. Han må vurdere, hvad der er det passende i den konkrete talesituation. Hvad der var passende i går, er ikke nødvendigt passende i dag. Det må dømmekraften afgøre. Taleren må i enhver situation vurdere, hvor grænserne for hans mundtlige fremførelse ligger. Den taler, der behersker dette, er i besiddelse af en etisk karakter, hvilket ifølge Aristoteles vil hjælpe ham til at blive en god taler.

Opsummering af kapitel 7

Kapitel 7 omhandler formidlingens etiske aspekter. Overalt, hvor mennesker har noget med hinanden at gøre, er der behov for retningslinjer for, hvordan man behandler hinanden. Disse retningslinjer udspringer af etiske overvejelser. Det forholder sig således, at den dagligdags etik som regel er dækkende for den etik, der skal vejlede taleren.

Taleren må tage etiske hensyn til dels dem, han taler til, dels dem han eventuelt taler om. Det gælder især, hvis taleren vil fortælle en vittighed eller gøre sig morsom på andres bekostning.

Talerens etiske karakter skal udtrykke sig som troværdighed. Taleren skal give indtryk af, at han er et godt menneske. Lykkes det, vil eventuelle tvivlstilfælde om det, han siger, altid blive tolket i den positive variant.

De etiske betingelser varierer lidt efter talegenre. I den informative tale er der krav om sandhed. De oplysninger, taleren afleverer, skal være korrekte, og der, hvor der kan være tvivl, bør denne tvivl udtrykkes eksplicit. Emnet i den informative tale skal belyses så fyldestgørende som muligt. I den politiske tale giver taleren et partsindlæg, så derfor kan man ikke forvente, at sagen bliver belyst fyldestgørende. Oplysninger skal naturligvis stadig være korrekte, men det er i orden kun at trække de oplysninger frem, der fremmer ens egne interesser. På samme måde forholder det sig med reklamer. Endelig bevæger man sig med lejlighedstalen ind på det mere personlige område. Her skal man respektere andres urørlighedszone og således respektere deres grænser. Det private kan gøres til genstand for morskab, men det er en balanceakt ikke at overskride nogen grænser, der gør det morsomme pinligt.

Det er velkendt, at gode talere kan forføre tilhørerne. Ofte sker det ved at lade pathos overskygge logos. Men det er i sig selv i orden, blot det ikke sker ved at vildlede med forkerte oplysninger. I en mundtlig formidling udfylder man en rolle som taler. Her gælder det om at være sig selv i rollen, så tilhørerne ikke bedrages – og så man bevarer sin troværdighed.

Konklusionen om forholdet mellem formidling og etik bliver, at det i alle talesituationer gælder om at ramme den rette midte – den gyldne middelvej – som Aristoteles har beskrevet det. Vejen til den rette midte går gennem en udviklet dømmekraft, som giver en mulighed for at stole på sin situationsfornemmelse. Den er vigtig, for mundtlige udsagn kan ikke trækkes tilbage, mens de skrevne tekster kan læses, inden de udsendes.

Til toppen

Opgaver

Diskussionsopgaver

1. Giv to eksempler på talesituationer og på, hvad man ikke bør sige i de situationer.
   Læg derefter op til og gennemfør en diskussion: Hvorvidt kan man sige noget generelt om, hvor de etiske grænser i en formidlingssituation ligger?
   
2. Diskutér, hvad citatet af Torben Jetsmark handler om.
   Læg derefter op til og gennemfør en diskussion: Gives der situationer, hvor det er i orden at forstille sig?
   
3. Hvad vil det sige at være et godt menneske? Og hvorfor er det vigtigt for en taler – hvis det er det?
   Læg derefter op til og gennemfør en diskussion: Hvordan kan det komme til udtryk, at taleren er et godt og troværdigt menneske?
   
4. I de informative taler er der et krav om sandhed. Men er der emner eller dele af emner, hvor man bør være varsom med at fortælle hele sandheden?
   Læg derefter op til og gennemfør en diskussion: I hvilken grad er man i informative taler forpligtet på at oplyse, at man ikke er helt sikker på, at det man siger er korrekt?
   
5. I de politiske taler er det i almindelighed acceptabelt kun at fremdrage bestemte sider af en sag. Men er der tilfælde, hvor man bør fremdrage flere sider af sagen?
   Læg derefter op til og gennemfør en diskussion: I hvilken grad er man i politiske taler forpligtet på at gengive modpartens modargumenter?
   
6. I lejlighedstalerne skal man respektere hovedpersonens urørlighedszone. Men hvordan finder man ud af, hvor denne grænse går?
   Læg derefter op til og gennemfør en diskussion: I hvilken grad er man i lejlighedstaler forpligtet på at tage hensyn til et helt selskabs blufærdighedstærskel, hvis man gerne vil fortælle nogle vovede historier om hovedpersonen?
   
7. Giv to eksempler på talersituationer, hvor taleren overdriver brugen af pathos.
   Læg derefter op til og gennemfør en diskussion: Er der emner eller bestemte talersituationer, hvor man bør være varsom med overhovedet at bruge pathos?
   
8. Diskutér, hvorvidt det er muligt at være sig selv fuldt ud i en rolle.
   Læg derefter op til og gennemfør en diskussion: Opfatter I en rolle som begrænsende eller som en mulighed for øget udfoldelse?
   
9. Aristoteles taler om den rette midte, hvilket vi i dag omtaler som den gyldne middelvej. Hvorfor er det svært at beslutte og handle, så man rammer den gyldne middelvej?
   Læg derefter op til og gennemfør en diskussion: Hvordan skal man finde ud, hvad der i en bestemt situation er den gyldne middelvej?
   
10. Giv to eksempler på, hvad det vil sige at have situationsfornemmelse.
    Læg derefter op til og gennemfør en diskussion: Hvad kan man gøre for at udvikle sin situationsfornemmelse?

Øvelser

1. Du skal fortælle en vittighed, hvori der er et eller flere mennesker, som vi griner ad. Definér den målgruppe, du vil tale til. Overvej, hvordan du vil fortælle vittigheden. Fremførelsen må højst vare 1 minut.
   Primær respons: 1) Var vittigheden acceptabel, eller var den smagløs set i forhold til målgruppen? 2) Blev vittigheden fortalt på en god måde?
   
2. Du skal holde en kort tale om, hvorfor det er vigtigt, at taleren fremstår som et godt menneske – eller hvorfor det ikke er vigtigt, hvis det er din holdning. Giv gerne eksempler. Din tale må vare 1-2 minutter.
   Primær respons: 1) Virkede taleren selv troværdig i sin tale? 2) Var talen klar, så det tydeligt fremgik, hvad talerens holdning var?
   
3. Det er velkendt, at ejendoms- og ferieannoncer som regel kun medtager de positive sider. Du skal nu forsøge at gøre det samme – ikke sælge ejendomme eller ferier, men fortælle om en personlig oplevelse – autentisk eller opdigtet – hvor du kun inddrager de positive aspekter. Din fortælling skal med andre ord være bevidst ensidig. Fortællingen må vare 1-2 minutter.
   Primær respons: 1) Blev kravet om ensidighed overholdt? 2) Blev fortællingen fremført i en sammenhængende form, dvs. logisk fremadskridende og uden indre modsigelser?
   
4. For en del år siden var der et tv-program, der hed Fup eller Fakta. Det gik ud på, at et sjældent ord skulle forklares af tre forskellige personer, hvoraf kun én af forklaringerne var sand. Det skulle tre andre personer så gætte sig frem til. Det gjaldt altså om også at kunne tale overbevisende om de usande forklaringer. Du skal nu gøre det samme – alene – blot behøver det ikke være et fremmedord, men kan også være et sjældent dyr eller noget andet, som du ikke regner med, at dine klassekammerater kender til på forhånd. Du skal naturligvis forberede de tre forklaringer lige grundigt. Bagefter samler I jer i grupper á 4-5 personer, hvor I hver fremfører jeres tre forklaringer. Hver gang skal de øvrige gætte, hvilken af forklaringerne der var den sande. Til sidst vælger hver gruppe én, som skal gentage sine forklaringer, når klassen sidder samlet igen. Hvert sæt af forklaringer må højst vare 2 minutter.
   Primær respons: 1) Var taleren lige så god til at fremføre den sande forklaring som de to usande? 2) Var der overhovedet noget at bemærke vedrørende talerens fremførelse af de to usande forklaringer?
   
5. Du skal holde en kort tale om et af følgende begreber: den rette midte, den gyldne middelvej, dømmekraft, situationsfornemmelse eller fornuft. Hvordan du vil gribe det valgte begreb an, bestemmer du selv. Du skal overveje, hvad du forstår ved begrebet. Og så skal du naturligvis forklare det, så de andre forstår, hvad du siger. Brug eventuelt eksempler. Det er endvidere et krav, at du sætter begrebet i relation til det at holde tale. Din forklaring må vare 1-2 minutter.
   Primær respons: 1) Var talerens forklaring til at forstå? 2) Kommentér talerens kropssprog.

Noter

1. Se mere om ethos i Sprog og tale. Mundtlighed i dansk, s. 81-82.
2. De tre overordnede talegenrer er beskrevet i Sprog og tale. Mundtlighed i dansk, s. 10-19.
3. Se evt. også i Sprog og tale. Mundtlighed i dansk, s. 71-73, om afvejning af argumenter.
4. Politiske sager vil sige alle holdningssager, ikke kun sager fra politikere.
5. Sådan kan vi fx ikke betragte den informative tale. Den skal så vidt muligt være upartisk, dvs. neutral.
6. Her kan dog også trækkes en række nuancer frem, som man må tage stilling til i de enkelte tilfælde.
7. Beskrevet af den danske filosofi og teolog K.E. Løgstrup (1905-81), der bl.a. skrev flere værker om etik.
8. Det, vi i nogle sammenhænge kalder ’pinligt’, og som vi kan grine af, er i virkeligheden ikke pinligt, men snarere komisk eller flovt på den muntre måde. Det pinlige har at gøre med pine, og en pine er en smerte. Det griner man ikke af.
9. En spansk sagnfigur – en forfører – der var en stor kvindebedårer.
10. Pathos er beskrevet i Sprog og tale. Mundtlighed i dansk, s. 83-84.
11. Forstillelse er, når man giver sig ud for at være anderledes, end man er.
12. Græsk filosof (384-322 f.Kr.).
13. I Aristoteles: Den Nichomacheiske Etik (Det lille Forlag 1995).
14. Det er den samme tredeling, der gør sig gældende i teorien om assertion, se i Sprog og tale. Mundtlighed i dansk, s. 114-116.

Citatkilder

Cicero – i Retoriske skrifter I. Om taleren, s. 445 (Syddansk Universitetsforlag 2003).

Klaus Kjøller – i Aschehougs store bog om at holde tale, s. 245 (Aschehoug 2002).

Torben Jetsmark – i Sig det så det ses, s. 24 (Gyldendal 1995).

Til toppen