Artikel:
Om nervøsitet

“The human brain is a wonderful organ. It starts to work as soon as you are born and doesn't stop until you get up to deliver a speech.”

Således skulle den engelske dommer Sir George Jessel (1824-83) engang have sagt. Overdrivelse eller ej, citatet udtrykker den sandhed om det at skulle holde tale, at det ofte gør taleren voldsomt nervøs.

Det er gerne lejlighedstalerne1, der gør taleren mest nervøs – givetvis fordi de er meget personlige og involverer en masse følelser. Men bare det at træde frem foran en forsamling kalder de nervøse trækninger frem hos de fleste, og denne fremtræden er en del af alle mundtlige fremlæggelser.

Undersøgelser har vist, at for næsten halvdelen af alle chefer er det at holde tale det mest ubehagelige ved deres lederjob. Og selv skuespillere, der har spillet teater i over 20 år, kan stadig være nervøse, når de skal på scenen. Hver aften. De kalder det dog ikke for nervøsitet. De siger, at de er spændt, tændt eller bare ekstra opsat. De får sommerfugle i maven, når starttidspunktet nærmer sig. Men de siger også, at den uro betyder, at de yder en ekstra god præstation. Når nervøsiteten er under kontrol, kan den betragtes som en ekstra sjat benzin til motoren. Sportsfolk kender det også. De skal helst være lidt nervøse inden en afgørende kamp eller en finale.

Såvel viden om som færdigheder i at kunne udtrykke dig mundtligt er vigtigt, hvis du gerne vil kunne udtrykke dig hensigtsmæssigt. Men det kan alt sammen nemt falde til jorden, hvis ikke du har modet til at gennemføre din hensigt i praksis.

Forestil dig en dansktime, hvor I er i færd med at analysere en tekst. Nu skal I også sætte teksten ind i den historiske sammenhæng, den er skrevet i, og pludselig lyder ordene i klasselokalet: ”Nu vil Peter træde op til tavlen og holde et foredrag om Det moderne Gennembrud.” Hvis du hedder Peter, bliver du muligvis nervøs, når du hører din lærer sige disse ord. Det er der egentlig ikke noget at sige til. Det er de færreste, der er uberørt af at få alles opmærksomhed.

Talerangsten slipper man ikke helt for. Men den skal reduceres så meget, at den er under kontrol. Til det formål kan det være nyttigt at vide, hvad det egentlig er, der sker, når nervøsiteten plager os.

Nervøsiteten skyldes gerne præstationsangst, der hænger sammen med angsten for ikke at slå til. Man er bange for at gå i stå, blive svimmel, besvime, blive til grin og meget mere. Der er tale om en form for stress. Den opstår, når man står foran en opgave, som man er bange for ikke at kunne klare. For at beskytte os begynder vores krop så at producere et hormon – adrenalin – som gør kroppen parat til kamp. Samtidig hæmmes blodcirkulationen, fordi vi spænder i kroppen. Derfor slår hjertet hårdere for at presse blodet rundt i den spændte krop. Adrenalinen, de spændte muskler og hjertet, der hamrer, giver os det ubehag, vi forbinder med nervøsitet.

De fysiske symptomer er typisk

• hjertebanken
• svedige hænder
• spændinger i skuldre og nakke
• hovedpine
• åndenød
• rystende stemme
• rystende ben
• tørhed i munden
• nervøse bevægelser

(du kan sikkert selv supplere!)

Adrenalinen er som sådan god nok. Den øger ydeevnen. Men for meget adrenalin er ikke godt. De nævnte fysiske symptomer er et udtryk for, at man mister noget af kontrollen. Man risikerer at gå i panik, fordi de store mængder adrenalin udmatter og tager luften fra en.

Men så er det, man skal vide, at kroppen opbruger næsten al adrenalinen i løbet af 90 sekunder! Den adrenalin, der er med til at gøre én svimmel af nervøsitet, kan altså ikke blive ved med at genere. Derfor skal man huske på, at man bare skal sørge for at komme igennem de første 90 sekunder med hamrende hjerte og andet ubehag. Så er det værste overstået.

Der er andre nervøst betingede symptomer, som er uheldige for din formidling, fx negative tanker. Når nervøsiteten overtager, kan man have tendens til at tro, at forskellige katastrofer vil opstå, så snart man er i gang med sin mundtlige formidling. Men de er indtil videre kun tanker, og dem må du forsøge at styre. De kan løbe løbsk, hvis de får lov, men de afsløres gerne som helt urealistiske, hvis du betragter dem rationelt. Negative tanker er selvforstærkende, så pas på med at lade dem tage bolig i dit hoved.

Prøv i stedet at glæde dig til din tale. Tænk på, at du nu får ordet og kan udtrykke det, der ligger dig på sinde. Tænk også på, at tilhørerne som regel er velvilligt stemt over for dig. De vil gerne høre, hvad du har at sige. Og de forstår godt dine kvaler, for de ville have det på samme måde, hvis det var en af dem, der stod på scenen.

Den følgende oversigt viser, hvad de mest almindelige fysiske og psykiske symptomer går ud på. Oversigten præsenterer samtidig nogle værktøjer til at behandle symptomerne.

Find dig selv i skemaet – så er det halve arbejde gjort!

Når alt det så er sagt, er den bedste kur mod talerangst forberedelse og erfaring. Med en grundig forberedelse kan man overbevise sig selv om, at man har noget at sige. Man har fyldt noget ’på lager’ i hukommelsen, som man kan trække på, selv om talesituationen skulle udvikle sig lidt anderledes, end man havde regnet med. Den grundige forberedelse styrker muligheden for at være fri og for at kunne improvisere i fremførelsen.

Erfaring med at holde tale dæmper også nervøsiteten. Det uvante i situationen er en del af baggrunden for nervøsiteten. Derfor vil man blive mindre nervøs, jo flere gange man har kastet sig ud i at holde tale. Talesituationen vil langsomt gå fra at være uvant til at blive mere bekendt. Det forudsætter, at man gennemfører så mange af opgaverne i bogen som muligt!

Noter

1. Læs om lejlighedstalen som genre i Sprog og tale. Mundtlighed i dansk, s. 17-19.

Det indledende citat er hentet fra www.yourquotations.net.

Til toppen