 |
 |
 |
 |
||||||||||||||
Artikel:
|
||||||||||||||
Før fremførelsen |
Under fremførelsen |
Efter fremførelsen |
Fortæl andre om, hvordan du som taler har tænkt dig at gribe opgaven an. De kan så give dig en tilbagemelding på dine idéer: Hvad er godt? Hvad er mindre godt? Hvad bør evt. fjernes? Og hvad bør evt. tilføjes? |
Når du holder dit oplæg for klassen, får du løbende respons. Du får et indtryk af, hvordan tilhørerne opfatter det, du siger: Virker de interesserede? Ser de ud til at forstå det, der siges? Denne ordløse respons skal du forsøge at lægge mærke til, mens du taler2. |
Når du er færdig med dit oplæg, kan du også få respons. Spørg fx nogle af tilhørerne, hvordan de opfattede det, du sagde: Var det interessant? Var det forståeligt? Skulle noget have været gjort anderledes? Var der noget, der manglede? |
Respons på mundtlig fremstilling er vigtig, fordi alle lærer noget. Taleren bliver bedre, fordi han får nogle gode råd og redskaber til næste formidlingsopgave. Tilhørerne bliver også bedre, fordi de ved at fokusere og koncentrere sig om at give præcis respons bliver bedre til at iagttage og vurdere den mundtlige fremstilling. På den måde lærer du som tilhører af at se, hvordan andre forbereder og gennemfører deres formidling – til inspiration for dig selv. Du oparbejder en fornemmelse for, hvad der virker godt, og hvad der virker mindre godt.
Som sagt er det vigtigt at give respons, men kun hvis den gives ordentligt. Den skal være ærlig og samtidig hensynsfuld. Det har vist sig at være et nyttigt princip at give respons ud fra de tre K’er:
Kærlig: |
Hav respekt for, at taleren har gjort et stykke arbejde. Sig gerne ”Du har en tendens til at synke sammen og holde hænderne foran munden.” Eller ”Jeg kan godt lide de farver, du har anvendt i dine transparenter.” Lad være med at sige ”Det er nogle tåbelige eksempler, du giver.” Eller ”Du har en fjollet måde at stå på.” Husk på, at man er sårbar, når man stillet sig op foran en forsamling. I en læringsproces skal man hjælpes, ikke jordes. |
Konkret: |
Vær konkret, når fremførelsen skal kommenteres. Giv nogle eksempler i stedet for overordnede udsagn. Sig gerne ”Da du skulle forklare, hvordan reklamer påvirker os, brugte du nogle ord, jeg ikke forstod, fx ’det ubevidste’”. Eller ”Det var godt, at du startede med at sige, hvor du har din viden fra.” Lad være med blot at sige ”Det var ikke alt, der var lige nemt at forstå.” Eller ”Du kunne godt have struktureret dit oplæg lidt bedre.” Taleren vil stå tilbage og spørge sig selv ”Hvad af det jeg sagde var ikke nemt?” Eller ”Hvordan kunne oplægget være struktureret bedre?” |
Konstruktiv: |
Vær fremadrettet. Responsen må gerne pege på nogle alternativer eller forslag til forbedringer. Hvis en respons peger på noget i oplægget, der ikke fungerede så godt, så prøv også at give et forslag til, hvordan det efter din mening kan blive bedre. Sig gerne ”Da du skulle forklare, hvordan reklamer påvirker os, brugte du nogle ord, jeg ikke forstod, fx ’det ubevidste’. Det ville have hjulpet mig, hvis du lige forklarede, hvad det ubevidste er for noget.” Eller ”Transparenten om H.C. Andersens rejser til Italien var svær at læse. Prøv en anden gang at gøre bogstavstørrelsen lidt større.” |
Du skal som taler, der modtager respons, kombinere responsen med din egen opfattelse af fremførelsen. Efter at have sikret dig, at du har forstået responsen, kan du nu gå til den egentlige læringsfase: Refleksionen. Ved du, hvorfor det gik, som det gjorde? Er der noget, du vil ændre til en anden gang? Er der noget, der virkede særligt godt, og som du derfor bør forsøge at bevare? Det refleksionsarbejde må du igennem. Formidlingsopgaven er egentlig først færdig, når den er efterbehandlet. Ellers er der ingen læring på spil, kun en oplevelse – god eller mindre god.
Det skal understreges, at responsen ikke er et diktat til dig. Responsen er et tilbud, og du har selv ansvaret for, hvilke konsekvenser responsen skal få for din næste fremførelse. Den afgørelse når du frem til gennem refleksionen.
I kan aftale i klassen, hvorvidt I vil have respons på jeres mundtlige fremførelse som helhed eller kun på udvalgte formidlingselementer. Hvis I fx aftaler kun at give respons på kropssproget, så er det kun det, der må kommenteres. På den måde bliver der mindre at huske på for den, som skal modtage responsen.
Endelig bør I overveje, om ikke det vil være en god idé at få lov til at gentage jeres fremførelse, efter at I har modtaget respons; ikke samme dag, men fx en uge eller to senere. På den måde får I mulighed for at omsætte responsen og afprøve, hvorvidt I kan justere jeres fremførelse.
Noter
- Termen ’taler’ kan i nogle sammenhænge virke lidt kunstig; fx omtaler man normalt ikke ham, der fremlægger et gruppearbejde, for en taler. Men vi vil af nemheds grunde og med få undtagelser anvende ’taler’ gennem hele bogen.
- At kunne dette kræver dog megen øvelse og erfaring.
- Sørg for at notere responsen ned – eller modtag et responsark fra hver tilhører