Asteroider

Den 1. januar 1801 opdagede Giuseppe Piazzi et objekt, han først troede var en ny komet. Efter at have beregnet banen mere nøjagtigt forstod han, at det snarere drejede sig om en lille planet. Piazzi døbte den Ceres efter den sicilianske korn-gudinde. Tre andre småplaneter blev opdaget i løbet af få år (Pallas, Vesta og Juno). Ved slutningen af det 19. århundrede var der fundet flere hundrede.

Mere end 7000 asteroider er blevet opdaget, og flere hundrede nye bliver opdaget hvert år. Utvivlsomt findes der også hundrede tusinder flere, der er for små til at kunne ses fra Jorden. Der er 26 kendte asteroider større end 200 km i diameter. Vi ved det meste om de allerstørste: Formentlig har vi kendskab til 99% af de asteroider, der har en diameter på over 100 km. Af dem, der er mellem 10 og 100 km har vi katalogiseret omtrent halvdelen. Vi kender meget få af de mindre, måske eksisterer der helt op til en million asteroider med en diameter på 1 kilometer.

Den samlede masse af alle asteroiderne er mindre end massen af Månen.

243 Ida og 951 Gaspra blev fotograferet af Galileo-rumsonden på sin vej til Jupiter. NEAR-missionen fløj forbi 253 Mathilde (venstre) den 27. juni 1997, og returnerede mange billeder. Det er indtil videre de eneste asteroider, som er blevet studeret tæt på. NEAR vil gå i kredsløb om 433 Eros i Januar 1999.

Den, uden sidestykke, største asteroide er 1 Ceres. Den er 933 km i diameter og indeholder omtrent 25% af massen af alle asteroider tilsammen. De næststørste er 2 Pallas, 4 Vesta og 10 Hygiea, som er mellem 400 og 525 km i diameter. Alle andre kendte asteroider er mindre end 340 km i diameter.

Der er nogen debat om klassificeringen af asteroider, kometer og måner. Der er mange planetsatellitter, som sikkert bedre kan beskrives som indfangede asteroider. Mars små måner Deimos og Phobos, Jupiters ydre otte måner, Saturns yderste måne, Phoebe, og måske nogle af de nyligt opdagede måner på Uranus og Neptun ligner alle mere asteroider end de store måner. (Det sammensatte billede øverst på siden viser Ida, Gaspra, Deimos og Phobos i samme størrelsesskala).

Asteroider bliver klassifiseret i henhold til deres spektrum (og dermed kemisk sammensætning) og deres albedo:

Måske er procenttallene ikke helt repræsentative for den sande fordeling af asteroider - f.eks. er det vanskeligt at observere de mørke C-type-asteroider. (Der er i øvrigt mange forskellige klassifikationsmetoder i brug i dag).

Vi har få oplysninger om densiteten af asteroiderne, men ved at måle Doppler-effekten på radiobølger sendt til Jorden fra NEAR, var det muligt at opnå et estimat på massen af Mathilde. (Doppler-effekten skyldes det svage gravitationstræk mellem asteroiden Mathilde og rumsonden NEAR). Overraskende nok viste det sig, at densiteten er i nærheden af densiteten for vand, et tegn på at det ikke drejer sig om et solidt legeme, men snarere en ophobet dynge af klippestykker.

Asteroider bliver også kategoriseret efter deres position i Solsystemet:

Mellem de største ansamlinger af asteroider i hovedbæltet er der nogle relativt tomme områder kaldet Kirkwood-gab. I disse områder ville et eventuelt objekts omløbsperiode svare til et helt multiplum af  Jupiters omløbsperiode. Et objekt i sådan en bane er tilbøjeligt til at blive accelereret over i en anden bane af Jupiter.

Der er også nogle få "asteroider" (betegnet "Centaurer") i de ydre dele af Solsystemet: 2060 Chiron (også kendt som 95 P/Chiron) kredser i bane mellem  Saturn og Uranus, banenfor 5335 Damocles rangerer fra nær Mars til ud forbi Uranus, 5145 Pholus kredser fra Saturn til ud forbi Neptun. Der er sandsynligvis mange flere, men sådanne planetkrydsende baner er ustabile og de har en tendens til at blive perturberede på et tidspunkt. Sammensætningen af disse objekter er nok mere som kometers eller objekter fra Kuiper bæltet end den, som man ser hos ordinære asteroider. Specielt er Chiron nu klassificeret som komet.

4 Vesta har været studeret for nylig med Hubble-teleskopet (venstre). Det er en særlig interessant asteroide eftersom den ser ud til at være lagdelt som de terrestriske planeter. Dette tyder på en indre varmekilde udover den varme, som produceres af langlivede radio-isotoper, der ikke alene har tilstrækkelig energi til at smelte et så lille objekt. Der er også et stort nedslagsbassin, dybt nok til at blotlægge kappen under Vestas ydre skorpe.

Selvom de aldrig er synlige for det blotte øje, er mange asteroider synlige gennem en prismekikkert eller et lille teleskop.

Asteroidetabel

Nogle få asteroider og kometer er listet herunder til sammenligning. (Afstanden er middelafstanden til Solen målt i tusind kilometer; masser angives i kilogram).
No.  Navn       Afstand   Radius     Masse    Opdager     Dato
---- ---------  --------  ------    -------  ----------  -----
2062 Aten         144514       0,5     ?      Helin       1976
3554 Amun         145710       ?       ?      Shoemaker   1986
1566 Icarus       161269       0,7     ?      Baade       1949
 951 Gaspra       205000       8       ?      Neujmin     1916
1862 Apollo       220061       0,7     ?      Reinmuth    1932
 243 Ida          270000      35       ?      ?           1880?
2212 Hephaistos   323884       4,4     ?      Chernykh    1978
   4 Vesta        353400     265    3,0e20    Olbers      1807
   3 Juno         399400     123       ?      Harding     1804
  15 Eunomia      395500     136    8,3e18    De Gasparis 1851
   1 Ceres        413900     466    8,7e20    Piazzi      1801
   2 Pallas       414500     261    3,18e20   Olbers      1802
  52 Europa       463300     156       ?      Goldschmidt 1858
  10 Hygiea       470300     215    9,3e19    De Gasparis 1849
 511 Davida       475400     168       ?      Dugan       1903
 911 Agamemnon    778100      88       ?      Reinmuth    1919
2060 Chiron      2051900      85       ?      Kowal       1977

Mere om asteroider

Åbne spørgsmål


Contents ... Solen ... Smålegemer... Kuiper/Oort ... Asteroider ... Gaspra ... Data ORBIT ved www.systime.dk

Bill Arnett; sidst opdateret: 1999 April 20