|
omløb: 1.481.100 km fra Saturn
diameter: 286 km (410 x 260 x 220)
masse: 1,77e19 kg
I Græsk mytologi var Hyperion en Titaner, søn af Gaia
og Uranus og far til Helios.
Opdaget af Bond og Lassell i 1848.
Hyperion
er størst af de irregulære (ikke-sfæriske) legemer i Solsystemet. Proteus
er en del større, men er næsten sfærisk. Det virker sandsynligt, at Hyperion
er et fragment af et større legeme, som blev knust under en kraftig kollision
en gang i fortiden.
Som de fleste af Saturns måner indikerer Hyperions lille densitet, at den består af vand-is med kun en lille portion sten.
Men i modsætning til de fleste af Saturns måner har Hyperion en lav albedo (0.2 - 0.3), hvilket tyder på, at i hvert fald dele af overfladen er dækket af et tyndt lag mørkt stof. Stoffet kan stamme fra Phoebe (som er meget mørkere), der har passeret Iapetus.
Billeder fra Voyager og efterfølgende jordbaserede fotometriske målinger tyder på, at Hyperions rotation er kaotisk, dvs. rotationsaksen vipper så meget, at det er umulig at sige, hvilken vej den er orienteret. Hyperion er det eneste legeme i Solsystemet med kaotisk rotation, men simuleringer ser ud til at indikere, at andre irregulære måner også har udvist samme fænomen engang i fortiden. Hyperion er unik, idet den er meget uregelmæssigt formet, har en meget excentrisk bane samt befinder sig i nærheden af en anden stor måne (Titan). Tilsammen begrænser disse faktorer de nødvendige forhold for en stabil rotation. Baneresonansen (3:4) mellem Titan og Hyperion sandsynliggør også kaotisk rotation.
Hyperions besynderlige rotationsmønster forklarer også hvorfor overfladen er mere eller mindre ensartet, til forskel fra de andre af Saturns måner, der har tydelige forskelle på for- og bagside.
... Saturn
... Titan
... Hyperion
... Iapetus
... 
