|
er den femte af Jupiters kendte måner og den tredje
største, det er den inderste af de Galileiske
måner.
Io er lidt større end Jordens Måne. omløb: 422.000 km fra Jupiter
diameter: 3630 km
masse: 8,93e22 kg
Io var en jomfru, som var elsket af Zeus (Jupiter) og i et forsøg på at skjule hende for den jaloux himmeldronning Hera, forvandlede han hende til en kvie.
Opdaget af Galileo og Marius i 1610.
I modsætning til de fleste af de andre måner i det ydre Solsystem har Io og Europa formentlig samme opbygning som de terrestriske planeter, primært bestående af silikater. Nyere data fra Galileo tyder på, at Io har en kerne af jern (muligvis blandet med jernsulfider) med en radius på mindst 900 km.
Ios
overflade adskiller sig radikalt fra nogen anden planet i Solsystemet. Det var
en stor overraskelse for Voyager 1-forskerne. De havde ventet at finde
nedslagskratere som på de andre terrestriske legemer, og ud fra antallet pr.
arealenhed ville de estimere overfladens alder. Der er imidlertid meget få, om
nogen, nedslagskratere på Io - overfladen er med andre ord meget ung.
I
stedet for kratere fandt Voyager 1 hundredvis af mere eller mindre aktive
vulkanske områder kaldet
calderaer. Nogle af vulkanerne er aktive!
Fascinerende fotografier af faktiske udbrud op til 300 km høje blev sendt tilbage
fra begge Voyager-sonder (højre) og af Galileo (herunder). Dette er nok den vigtigste
enkeltopdagelse gjort under Voyager-missionerne, det var det første bevise på,
at det indre i andre jord-lignende legemer er både varme og aktive. Materialet
som sprøjtes ud fra Ios vulkaner ser ud til at bestå af en form for svovl
eller svovldioxid. Udbruddene ændrer sig hurtigt. På de kun fire måneder, der
var mellem ankomsten af Voyager 1
og Voyager 2, var der nogle, som
ophørte, mens nye begyndte. Aflejringerne rundt om vulkan-kraterne forandrede sig
også tydeligt.
Nyere billeder taget med NASAs Infrared Telescope Facility på Mauna Kea (Hawaii) viser et nyt, kraftigt udbrud (lige op til højre). En ny stor formation i nærheden af Ra Patera er også blevet set af HST (Hubble-rumteleskopet). Billeder fra Galileo viser også mange forandringer i forhold til da Voyager-sonderne passerede. Disse observationer bekræfter, at Ios overflade i den grad er aktiv.
Io
har et forbløffende varieret landskab, med calderaer optil flere kilometer dybe,
indsøer af flydende svovl (herunder til højre), bjerge der tilsyneladende IKKE
er vulkaner (venstre), udstrakte strømme hundrede af kilometer lange bestående
af en form for sej væske (en svovlforbindelse?) , og som sagt en masse vulkansk
aktivitet. Svovl og dets svovlforbindelser optræder i et bredt farvespektrum,
og derfor fremstår Ios overflade med et så spraglet udseende.
Analyser af Voyager-billederne fik forskerne til at tro, at lavastrømmene på Io for det meste bestod af flydende svovlforbindelser. Jordbaserede observationer i infrarødt-området tyder imidlertid på, at disse områder er altfor varme til, at det kan dreje sig om flydende svovl. En ny teori går ud på, om det kan være smeltet silikat-sten. Nye HST-observationer indikerer, at materialet må være rigt på natrium. Eller der kan være stor variation i de forskellige materialer på forskellige steder.
Nogle
af de varmeste
steder på Io opnår temperaturer på 1500 K selvom gennemsnittet er langt
mindre, omkring 130 K. Disse 'hot spots' er den primære mekanisme, ved hvilken Io
mister sin energi.
Energien bag al denne aktivitet stammer antageligt fra tidevandskræfter mellem Io, Europa, Ganymedes og Jupiter. De tre måner er låst fast i resonans-baner, sådan at Io kredser to gange rundt for hver af Europas omløb. Europa på sin side kredser tilsvarende to gange for hver af Ganymedes. Selv om Io har bunden rotation (altid samme side mod planeten), bevirker tiltrækningen fra Europa og Ganymedes, at den vipper lidt på samme måde som Månen. Dette vipperi strækker og bøjer Io med op til 100 meter (et hundrede meters tidevandsbølge i den varme overflade), og dermed genereres varme på samme måde, som en ståltrådsbøjle bliver varm, når den bøjes frem og tilbage. (I mangel på endnu et legeme til at perturbere sig, bliver Månen ikke opvarmet af Jorden på tilsvarende måde).
Io
krydser også Jupiters magnetfelter, hvilket genererer elektriske strømme.
Sammenlignet med tidevandskræfterne er disse kræfter små, men strømmene kan
alligevel producere så meget som 1 billion watt. De elektriske kræfter river
også materiale løs fra Io som formes til en torus ("badering") af
intens stråling rundt om Jupiter. Partikler som slipper ud af dette strålingsbælte
er delvis årsag til Jupiters usædvanligt store magnetosfære.
Nyere data fra Galileo indikerer, at Io kan have sit eget magnetfelt ligesom tilfældet er med Ganymedes.
Io har en tynd atmosfære af svovldioxid og muligvis nogle andre gasser.
Til forskel fra de andre galileiske måner har Io inet eller meget lidt vand. Det er nok fordi, at Jupiter var så varm i sin tidlige udvikling af Solsystemet, at sådanne flygtige stoffer i dens nærmeste omgivelser fordampede, mens der længere ude var koldt nok til at de kunne forblive.
... Jupiter
... Thebe
... Io
... Europa
... 
