|
Rummet mellem planeterne er langtfra tomt. Det indeholder elektromagnetisk stråling (fotoner), varm plasma (elektroner, protoner og andre ioner) kendt som solvinden, kosmisk stråling, mikroskopiske støv-partikler samt magnetfelter (primært Solens).
Mens Solens udstråling er åbenbar, blev de andre komponenter i det interplanetariske medium ikke opdaget før for kort tid siden.
Temperaturen i det interplanetariske medium er omkring 100.000 K. Densiteten er cirka 5 partikler/cm3 ved Jorden og aftager efter afstandskvadratloven med det reciprokke kvadrat til afstanden til Solen. Alligevel er densiteten meget varierende, den kan være helt op til 100 partikler/cm3.
Selvom mediet er meget tyndt, har det målbare effekter på rumsonders baner.
Bortset fra nærområder til nogle af planeterne er det interplanetariske rum domineret af Solens magnetfelt. Dets vekselvirkning med solvinden er meget kompliceret. Indenfor nogle få solradier bestemmer magnetfeltet solvindens bevægelser; meget af vinden er fanget i magnetiske sløjfer. Men nogle områder af Solens magnetfelt er åbent og tillader solvinden at slippe ud. Længere ude er det plasmaen, der dominerer, og magnetfeltet er så den lille i strømmen af partikler.
Enkelte planeter (f.eks. Jorden, Jupiter) har deres egne magnetfelter. Disse skaber mindre magnetosfærer, som til en vis grad kontrollerer Solens indflydelse indenfor deres grænser. Jupiters magnetosfære er meget stor og strækker sig over en million km i alle retninger og så langt ud som til Saturns bane. Jordens er langt mindre, kun nogle få tusind km, men det beskytter os alligevel fra de ellers så farlige påvirkninger fra solvinden.
For ikke-magnetiske legemer, såsom Månen, går solvinden direkte løs på overfladen.
Efterhånden som solvinden bevæger sig ud i rummet danner den en magnetisk "boble" af varm plasma rundt om Solen kaldet heliosfæren. På et tidspunkt vil solvinden indhente de ladede partikler og magnetfelterne i den interstellare gas. Grænsen mellem solvinden og den interstellare gas kaldes heliopausen. Den nøjagtige facon og placeringen af heliopausen er ikke kendt, men den ligner sandsynligvis Jordens magnetosfære i form, og shockfronten befinder sig formentlig 110-160 AU fra Solen. Voyager- og Pioneer-rumsonderne vil sandsynligvis nå heliopausen om endnu et årti eller så.
Ulysses-rumsonden foretager en omfattende undersøgelse af Solen og solvinden.
De mest energirige partikler i det interplanetariske medium kaldes for den kosmiske baggrundsstråling. Nogle stammer fra Solen, men de mest energirige kommer fra ukendte og uhyre energetiske processer udenfor vort Solsystem.
Vekselvirkningen
mellem solvinden, Jordens magnetfelt og de øvre atmosfærelag forårsager auroras
(nordlys). Andre planeter med et magnetfelt af betydning (f.eks. Jupiter) udviser
lignende effekter.
Det såkaldte zodiakallys og det, der kaldes gegenschein er forårsaget af interplanetarisk støv.
... Solen
... Smålegemer... Meteoritter
... Medium
... Andre solsystemer
... 
