|
The Winged Messenger
(Den bevingede budbringer)
Merkur
er den planet, der er tættest på Solen og den ottende
største. Merkur er mindre i diameter end Jupitermånen Ganymedes
og Saturnmånen Titan, men mere massiv.
omløb: 57.910.000 km (0,38 AU) fra Solen
diameter: 4.880 km
masse: 3,30e23 kg
I romersk mytologi var Merkur
guden for handel, rejser og tyveri, den romerske ækvivalens til grækernes
Hermes,
gudernes budbringer. Planeten fik sandsynligvis sit navn, fordi den bevæger sig
så hurtigt over himlen.
Merkur har mindst været kendt siden sumerernes tid (3. årtusind f.Kr.). Den fik to navne af grækerne: Apollo som morgenstjerne, og Hermes som aftenstjerne. De græske astronomer vidste imidlertid godt, at de to navne refererede til samme himmellegeme. Heraklit mente endog, at Merkur og Venus kredsede i bane om Solen - ikke Jorden.
Merkur har kun været besøgt af et rumfartøj, Mariner 10. Den passerede Merkur tre gange i 1973 og 1974. Kun 45% af overfladen blev kortlagt, men afstanden til Solen er desværre for kort til, at den kan blive ordentligt afbildet af Hubble-rumteleskopet uden at skade instrumenterne.
Merkurs bane er stærkt excentrisk; ved perihelium er den kun 46 millioner km fra Solen imod 70 millioner km ved aphelium. Periheliumpunktet i Merkurs bane flytter sig, omend meget langsomt, rundt om Solen. Astronomerne i det 19. århundrede lavede omhyggelige observationer af Merkurs baneparametre, men kunne ikke ud fra Newtons mekanik forklare, hvad der skete. De små forskelle mellem de observerede og de beregnede værdier var små, men de gav alligevel forskerne alvorlig hovedpine i flere årtier. Mange mente, at det var en anden planet (som de kaldte Vulcan), som måske fandtes i nærheden af Merkur, der forårsagede uoverensstemmelsen. Sandheden viste sig at være langt mere dramatisk: Einsteins Generelle relativitetsteori! Dens korrekte forudsigelser af Merkurs banebevægelse var en vigtig faktor i den tidlige accept af relativitetsteorien.
Indtil 1962 troede man, at "dagen" (rotationstiden) på Merkur var lige så lang som "året" (omløbstiden), noget som skulle tilsige, at den samme side altid vendte mod Solen, ligesom Månen gør til Jorden. Dette blev modbevist i 1965 ved hjælp af såkaldte doppler-radar-observationer. Vi ved nu, at Merkur roterer tre gange i løbet af to af sine år. Merkur er det eneste legeme i Solsystemet, som har en bane/rotations-resonans med et forhold, der afviger fra 1:1.
Dette, sammen med Merkurbanens excentricitet, ville bevirke nogle bizarre effekter for en observatør, der stod på Merkurs overflade. Ved nogle breddegrader ville man se Solen stå op og sagte blive større og større, mens den nærmede sig zenit (punktet lige over ens hoved). I zenit ville Solen standse op, gå i modsat retning en kort stund for så at lave et nyt stop. Til slut ville den krybe sagte mod horisonten igen, mens den blev mindre og mindre. Imens ville stjernerne bevæge sig tre gange så hurtigt over himlen som Solen! Observatører andre steder på Merkur ville se andre, men tilsvarende mærkværdige bevægelser.
Temperaturvariationerne på Merkur er de mest ekstreme i Solsystemet. De svinger mellem 90 Kelvin og 700 Kelvin. Temperaturen på Venus er ganske vist lidt højere, men den er til gengæld meget stabil.
Merkur
minder på mange måder om Månen: Dens overflade er
fuld af kratere og meget
gammel, den har ingen
pladetektonik. På den anden side er Merkurs densitet meget større end
Månens (5.43 g/cm3 mod 3.34 g/cm3). Merkur er den
næstmest
kompakte af de store legemer i
Solsystemet kun overgået af Jorden. Faktisk er Jordens
tæthed delvis forårsaget af gravitationel sammenpresning; havde det ikke været
for denne, ville Merkur have større tæthed end Jorden. Dette tyder på, at
Merkurs tætte jernkerne er relativt større end Jordens, den omfatter antageligt
store dele af planeten som sådan. Merkur har derfor kun en relativt tynd silikat-skorpe
og -kappe.
Merkurs indre domineres af en stor jernkerne med en radius, der varierer mellem 1800 og 1900 km. De ydre "skaller" af silikater (analoge til Jordens kappe og skorpe) er kun 500-600 km tykke. Vi formoder, at dele af kernen består af smelte.
Merkur har faktisk en atmosfære. Den er meget tynd og består af atomer, som er revet løs fra overfladen af solvinden. Fordi Merkur er så varm, flygter disse atomer hurtigt ud i rummet. Til forskel fra den stabile atmosfære på Jorden og på Venus, bliver Merkurs atmosfære stadig fornyet.
Overfladen
er fuld af bratte skråninger, nogle er hundredvis af kilometer brede og op til
tre kilometer høje. Nogle skærer gennem kraterringe og andre formationer,
hvilket indikerer at de blev dannet ved sammentrykning. Det anslås at overfladen
er "krympet" med omtrent 0,1% (svarende til ca. 1 km af planetens
radius) siden dannelsen.
En
af de største formationer på Merkur er Caloris-bassinet (til højre). Det er
omtrent 1300 km i diameter. Det formodes at ligne de store "have" (mariae)
på Månen. Ligesom disse blev Caloris-bassinet
antageligt dannet af et stort nedslag tidligt i Solsystemets historie.
Dette nedslag var sandsynligvis også ansvarlig for det mærkelige landskab på
den stik modsatte side af Merkur (til venstre).
Udover det kraterbelagte terræn har Merkur store områder med relativt jævn overflade. Nogle er måske resultatet af tidlig vulkansk aktivitet, mens andre kan skyldes aflejring af ophvirvlet materiale efter nedslag.
En ny analyse af Mariner-data har produceret foreløbige beviser for nylig vulkansk aktivitet på Merkur, men vi behøver alligevel flere data for at få dette bekræftet.
Utroligt nok har radarobservationer af Merkurs nordpol (et område som ikke blev kortlagt af Mariner 10) påvist spor af vand-is i de beskyttende skygger i enkelte kratere.
Merkur har et svagt magnetfelt, hvis styrke er omtrent 1% af Jordens.
Merkur har ingen kendte måner.
Merkur er ofte synlig gennem en almindelig prismekikkert, eller for den sags skyld med det blotte øje. Den er desværre meget tæt på Solen og er derfor vanskelig at se på aftenhimlen. Der er adskillige hjemmesider, der viser Merkurs løbende position (og de andre planeters position) på himlen. Mere detaljerede og tilpassede kort kan laves med et planetarium-program som for eksempel Starry Night.
... Solen
... Merkur
... Venus
... 
