- Tre små legemer er blevet fundet i kredsløb om
pulsaren PSR 1257+12. De er blevet betegnet "PSR1257+12 A, ..B, og ..C".
Den ene er på størrelse med Månen, de andre to er
cirka 2 til 3 gange massen af Jorden.
De blev opdaget ved at måle variationer i pulsarens
"puls-hastighed", som kan tolkes som gravitations-effekter fra
de tre planeter. De oprindelige observationer er blevet bekræftet, men
selvfølgelig kan man ikke tage billeder - det ligger langt uden for
mulighedernes grænse selv med vore bedste teleskoper.
Disse planeter menes at være dannet af resterne af den
supernova, som skabte pulsaren. De oprindelige planeter må være blevet
omsluttet af den døende stjerne og havde ingen chance for at overleve
supernovaeksplosionen (en supernova er den mest voldsomme begivenhed, der
kan forekomme i universet), og ville ikke være blevet i cirkulære omløb
efter eksplosionen.
Flere årtier med tidsmålinger fra pulsaren PSR
0329+54 (PKS B0329+54) udført af Tatiana Shabanova (fra Lebedev
Physics Institute) tyder på, at den har en planet, med en periode på 16,9
år, som er ca. dobbelt så massiv som Jorden.
Men selv om beviserne gode, så er det ikke lige det,
vi leder efter, når vi taler om 'solsystemer'.
-
Siden 1983 har vi vidst, at stjernen Beta Pictoris
er omgivet af en skive af gas og støv. Spektre fra Beta Pictoris viser
absorptionslinjer fra resterne af en mulig planetdannelse. Linjerne menes
at stamme fra kometlignende gas-skyer, der skjuler stjernen. Selv om det
langt fra er sikkert, tror mange, at planeter allerede er dannet om Beta
Pictoris.
HST har
observeret Beta Pictoris (højre) og fandt, at skiven er langt smallere end
antaget. Estimater baseret på Hubble-billederne sætter tykkelsen til en
maksimalværdi på 1600 millioner kilometer, eller 1/4 af de tidligere værdier
fra jordbaserede målinger. Skiven vender sådan, at vi fra Jorden næsten
ser ind i skiveplanen. Da støvet må have brugt tid på at indordne sig i
en plan, kan disken faktisk være ældre end hidtil antaget. En tynd disk
øger også mulighederne for, at kometstore eller større
legemer kan være blevet dannet via tilvækst i disken. Begge betingelser
menes at være karakteristiske for en hypotetisk skive omkring vor egen sol, som i
følge teorien var et nødvendig stadium for planetopbygningsfasen i Solsystemet.
Nyere Hubble-observationer viser, at disken er lidt forvredet, en
forventet konsekvens af gravitationel vekselvirkning med en planet. Dette
er blevet bekræftet af observationer
ved ESO.
- Nyere radio-observationer af en gas-sky kaldet Bok
Globule B335 har tilvejebragt billeder af materie, som kollapser på en
nydannet stjerne (kun omkring 150.000 år gammel). Disse observationer er
med til at hjælpe os i forståelsen af, hvordan stjerner og planeter bliver
til. De observerede fænomener matcher teorien om Solsystemets oprindelse,
dvs. en stor gas-sky som kollapser til en stjerne omgivet af en skive af støv
og gas, som med tiden samler sig i fragmenter og bliver til planeter i
omløb om Solen.
- IRAS-satellitten registrerede, at Vega udsender altfor
meget infrarød stråling, og dette tilskrives en støv-skal (med en masse
omtrent som Jordens måne).
- Observationer af den nærliggende stjerne Barnard,
viste på et tidspunkt tegn på gravitationelle effekter, men de ser nu ud
til at være fejlfortolkede.
- Stjernen Gl229 ser ud til at have et objekt på 20
Jupiter-masser i bane omkring sig i en afstand af 44 AU. Et så stort objekt
er formentlig en såkaldt brun dværg og ikke en sædvanlig planet.
-
Hvad der kan være den første opdagelse af en planet i
bane om en "normal", Sol-lignende stjerne, er blevet
offentliggjort af astronomer, som studerer stjernen 51 Pegasi, en
hovedseriestjerne af spektraltype G2-3 V, der befinder sig 42 lysår fra
Jorden. Under en konference i Firenze, Italien, forklarede Michel Mayor og
Didier Queloz ansat ved observatoriet i Geneve, at de havde
observeret 51 Pegasi med en højopløsnings-spektrograf og fundet, at
stjernen har radielle hastighedsændringer på cirka 70 m/s hver 4,2 døgn.
Hvis dette skyldes banebevægelser, antyder disse tal, at der findes en
planet kun 7 millioner km fra 51 Pegasi - langt kortere end Merkurs
afstand til Solen
-- og at planeten har en masse på mindst det halve af Jupiters.
Disse fysiske karakteristika er baseret på antagelsen om, at vor synslinie
falder sammen med planetens baneplan. Oveni tyder andre observationer
på, at dette er et kvalificeret gæt. En planet i en afstand af 7
millioner km fra en stjerne som 51 Pegasi skulle have en temperatur på
omkring 1000°C, dvs. rødglødende. Da planeten sandsynligvis er uden
atmosfære må den være en flydende kugle af jern og sten med en diameter
og overfladegravitation på syv gange Jordens diameter
og syv gange dens overfladegravitation. Måske vender den ene side
permanent ind mod stjernen ligesom
Månens gør mod Jorden.
Disse observationer er nu blevet bekræftet af flere uafhængige observatører.
Der findes også tegn på en anden planet meget længere ude, men det er
endnu ikke blevet bekræftet.
[ 51 Pegasi er en stjerne med en størrelsesklasse på 5,5. Den kan nemt
ses gennem en prismekikkert, højt på aftenhimlen mellem Alpha og Beta
Pegasi (det vestlige stjernepar i Pegasus-firkanten). Stjernens equinox-2000-koordinater
er R.A. 22 h 57 m, Dec. +20° 46'. ]
- Den 1/17/96 offentliggjorde Geoffrey Marcy
og Paul Butler
opdagelsen af planeter i omløb om stjernerne 70 Virginis og 47 Ursae Majoris.
70 Vir er en G5V (hovedserie)stjerne cirka 78 lysår fra Jorden,
47 UMa er en G0V stjerne cirka 44 lysår væk. Disse blev opdaget ved hjælp
af den samme dopplerforskydnings-metode, der afslørede planeter om 51
Pegasi.
Planeten om 70 Vir har en excentrisk bane med en periode på 116 dage og
har en masse på omtrent 9 gange Jupiters. Ved at anvende standardformler
som udligner den indkommende stråling med den udsendte varme, har Marcy
og Butler anslået planetens temperatur til at være 85°C, koldt nok til
at vand og komplekse organiske molekyler kan eksistere. Stjernen 70 Vir er
næsten som Solen, selvom den er flere hundrede grader koldere ved
overfladen og måske tre milliarder år ældre.
Planeten om 47 UMa blev opdaget efter studier af otte års observationer
fra Lick Observatory. Dens periode
er på lidt over tre år (1100 døgn), dens masse er tre gange Jupiters og
dens baneradius er omtrent 2 AU. Denne planet har formentlig også et område
i atmosfæren, hvor temperaturen ville tillade flydende vand.
- I april 1996 opdagede Dr. Marcy og Dr. Butler endnu en
planet, denne gang om stjernen HR3522 (også kaldet Rho 1 Cancri
eller 55 Cancri) omtrent 45 lysår fra Jorden. Planeten menes at være på
ca. 0,8 Jupiter-masser. Det er sandsynligt, at adskillige flere planeter vil
dukke op om de 120 stjerner med planetpotentiale, som Marcy og Butler har
observeret.
- Adskillige andre planeter er nu blevet opdaget ved
hjælp af Butler/Marcy-metoden. Der er sikkert et meget stort antal af
sådanne planeter derude.
- Endnu en planet i et andet solsystem er blevet fundet i
kredsløb om 16 Cygni B., men til forskel fra de andre planeter, som er
fundet, har denne en meget stor bane-excentricitet (0,6), planetens afstand
fra dens stjerne varierer mellem 0,6 AU og 2,7 AU. Dette sætter spørgsmålstegn
ved mange teorier om planetdannelse.
- Opsporing af planeter udenfor Solsystemet direkte er
meget svært. Selv Hubble rumteleskopet
ville være ude af stand til at tage billeder af planeter med de opgivne
størrelser og afstande fra deres sole.
Hvad HST rent faktisk fandt, var skiver eller diske af
stof om stjerner set i
silhouet mod
Orion Nebula
(kaldet 'proplyds',
for 'proto-planetary disks' (højre)). Dette er stærkt vidnesbyrd
om, hvor almindelige disse objekter er, men måleskalaen er altfor lille
til, at man kan sige, om der findes planeter der. Flere detaljerede HST-billeder
er nu også tilgængelige.
- Ikke desto mindre bør det være muligt at detektere
infrarød stråling fra meget store planeter (på størrelse med Jupiter
eller større) i særlige tilfælde.
- Ved et lykketræf har HST formået at tage et billede
af, hvad der ser ud til at være en planet på flugt fra en dobbeltstjerne.
Se 1998 Maj 28
meddelelse. Hvis dette bliver bekræftet, er eksistensen af planeter
udenfor vort Solsystem ikke til diskussion.