|
Den følgende liste indeholder udvalgte rumsonder, der har været brugt i udforskningen af planeterne. Listen er langt fra komplet (se nedenfor for flere detaljer). Meget af det følgende er hentet fra sci.space FAQ.
(mere information fra NASA Spacelink)
(Apollo "hjemmeside"; Apollomissioner)
Pioneer 11's RTG energitilførsel virker ikke længere. Sidste kommunikation med Jorden fandt sted i november 1995. Pioneer 10 fungerer endnu (sådan da), men bliver ikke længere fulgt regelmæssigt på grund af nedskæringer. De sidste data blev modtaget den 31. marts 1997. Sonderne er på vej ud i det interstellare rum, de første fartøjer nogensinde, der har prøvet det.
Som de første to rumfartøjer der har forladt dette solsystem indeholder Pioneer 10 & 11 en grafisk meddelelse i form af en 6" x 9" guldanodiseret tavle, der er boltet fast til ydersiden af rumskibene.
(Pioneer-projektets hjemmeside og mere om Pioneer 10 og Pioneer 11 fra NASA Spacelink; nuværende status fra NASA Ames)
Merkur i 1974. Sonden sendte de første
nærbilleder af Venus atmosfære taget i ultravioletområdet, hvilket
afslørede hidtil ukendte detaljer i skylaget, plus det faktum at hele
skysystemet cirkler om planeten i løbet af fire jorddøgn. Mariner 10
udførte til sidst tre passager af Merkur fra 1974 til 1975 inden den løb
tør for styrebrændstof. Sonden afslørede Merkur som en kraterfuld planet
med en langt større masse end antaget. Dette tyder på, at Merkur har en
kerne af jern, der udgør 75% af hele planetens masse.
(mere information fra NASA Spacelink og NSSDC, lærestof fra UCLA)
den 19. Juni 1976, og landingsmodulet landede på de vestlige dele af Chryse
Planitia den 20. juli 1976. Den startede så sin færdigprogrammerede søgen
efter mikro-organismer (det diskuteres stadig om sonden fandt tegn på liv
eller ej) og sendte os fantastiske panoramabilleder af sine omgivelser. En
ting som forskerne lærte, var at himmelen på Mars var rosa, ikke mørkeblå
som man oprindeligt formodede (den rosa farve skyldes, at sollyset
reflekteres i de rødlige støvpartikler i den tynde atmosfære).
Landingsmodulet landede på en slette af rødt sand og sandsten, som strakte
sig så langt kameraerne kunne se.
De sidste data fra Viking (Lander 1) ankom til Jorden den 11. november 1982. Staben ved JPL prøvede at genoprette kontakten i seks og en halv måned uden succes. Missionen blev erklæret ovre den 21. maj 1983.
En interessant sidebemærkning: Viking 1's landingsmodul var blevet tilegnet 'Thomas A. Mutch Memorial Station' til ære for den sidste leder af modulets kamera-team. The National Air and Space Museum i Washington, DC er blevet betroet opbevaringen af mindetavlen indtil den kan blive påsat landingsmodulet af en bemandet ekspedition.
(mere information og en hjemmeside fra JPL)
Takket være de to Voyager-sonder er vor viden om de fire store planeter og deres måner og ringe øget betragteligt. De opdagede Jupiters komplicerede atmosfæredynamik, lyn og aurorae. Tre nye måner blev opdaget. To af de store overraskelser var, at Jupiter havde ringe, og at Io har aktive svovl-vulkaner med stor påvirkning af Jupiters magnetosfære.
Da de to sonder nåede Saturn, opdagede de over 1000 små-ringe og 7 nye måner (herunder hyrdemånerne, som holder ringene stabile). Vejret på Saturn var relativt kedeligt sammenlignet med Jupiter: Massive jet-strømme med minimal variation. Titan's atmosfære var fuld af smog. Mimas var en åbenbaring: Et enormt nedslagskrater gav den det rette 'death star'-udseende. Det mest overraskende ved Saturn var de mere sære aspekter ved ringene: Snoede, filtrede og eger-lignende strukturer var vanskelige at forklare.
Til forskel fra Uranus viste Neptun sig at være ret aktiv med forskellige skyfænomener. Ring-buerne viste sig at være lyse overgange på en af ringene. To nye ringe og seks nye måner blev opdaget. Neptuns magnetiske akse viste sig også at være skæv. Triton havde et melonagtigt udseende og gejsere (hvad er mon flydende ved 38 K eller -235°C?).
Hvis der ikke opstår uforudsete komplikationer, skulle det være muligt at kommunikere med både Voyager 1 og 2 helt frem til år 2030. Begge sonder har brændstof nok - Voyager 1 kan holde fart helt til 2040 og Voyager 2 til 2034. Den begrænsende faktor er den såkaldte RTG (Radio Isotope Thermal Generator). Effekten fra hver RTG aftager for hvert år. Inden år 2000 vil der ikke være nok energi til at forsyne UVS-instrumenterne (UltraViolet Spectrometer). Inden 2010 vil alle instrumenterne ikke kunne operere samtidig, og en omfordeling af energien vil skulle igangsættes. På denne måde vil sonderne være i stand til at fungere i omkring ti år til, men derefter vil der sikkert ikke være tilstrækkelig energi til at vedligeholde nogen af instrumenterne.
(Voyager-missionens hjemmeside fra JPL, en anden fin "hjemmeside" ved NSSDC, fakta og en hjemmeside fra JPL, Generel information fra NASA/ARC)
(Phobos-missionens hjemmeside)
I april 1990 blev Giotto genaktiveret. Tre af instrumenterne virkede fejlfrit, fire var beskadigede men endnu brugbare, og resten - deriblandt kameraet - var ubrugelige. Den 2. juli 1990 passerede Giotto nær Jorden og blev sendt i retning af komet Grigg-Skjellerup, som den succesfuldt passerede den 10. juli 1992.
Jordkontrollen har genvundet kontrollen over sonden, og dens fremtidige færden bliver nu revurderet.
(for mere information se Clementine-missionens hjemmeside fra USGS og Clementine-siden fra NASA PDS eller Clementine-missionen fra LPI)
(mere information, en hjemmeside og en anden hjemmeside fra JPL, fakta fra NSSDC)
Begge Voyager-sonder benytter sine UV-spektrometre til at kortlægge heliosfæren og til at studere den indfaldende interstellare vind. Detektorer af kosmisk stråling studerer energispektret i de interstellare kosmiske stråler i den ydre heliosfære.
Voyager 1 har passeret Pioneer 10 -sonden og er nu det fjerneste menneskeskabte objekt i rummet.
(mere information fra JPL)
vidnesbyrd om det indre af en gasgigant.
Galileo har allerede sendt de første tydelige billeder af to asteroider, 951 Gaspra og 243 Ida, mens den var på vej mod Jupiter. Den returnerede også billeder af Comet SL9's nedslag på Jupiter på en fordelagtig kort afstand.
Forsøg på at løsne HGA'en (High Gain Antenna), der sidder fast, er i
praksis opgivet. Med LGA'en (Low Gain Antenna) overfører Galileo data
med omtrent 10 bit pr. sekund. JPL har udviklet en reserveplan, som tillader
Galileo at udføre op til 70% af sine tiltænkte opgaver, selv med
LGA'ens lavere hastighed. Langsigtet overvågning af vejret på Jupiter,
som er billedintensivt, er det projekt det vil gå hårdest ud over.
Galileo-oversigt (tid i UTC)
----------------
10/18/89 - Afsendelse fra rumfærge
02/09/90 - Passerer Venus
10/**/90 - Venus Data Playback
12/08/90 - Passerer Jorden første gang
05/01/91 - Forsøg på at løsne HGA'en
07/91 - 06/92 - Passerer asteroidebæltet første gang
10/29/91 - Passerer asteroide Gaspra
12/08/92 - Passerer Jorden anden gang
05/93 - 11/93 - Passerer asteroidebæltet anden gang
08/28/93 - Passerer asteroide Ida
07/13/95 - Sonde-separation
07/20/95 - Orbiter Deflection Maneuver
12/07/95 - Møde med Jupiter
06/27/96 06:30 - Ganymedes-1
09/06/96 19:01 - Ganymedes-2
11/04/96 13:30 - Callisto-3
11/06/96 18:42 - Europa-3A ("non-targeted" flyby @32,000 km on the
same orbit as Callisto-3)
12/19/96 06:56 - Europa-4
01/20/97 01:13 - Europa-5A (flyby @27,400 km during solar
conjunction - counts for gravity - not science)
02/20/97 17:03 - Europa-6
04/04/97 06:00 - Europa-7A ("non-targeted" @23,200 km on the
Ganymedes-7 orbit)
04/05/97 07:11 - Ganymedes-7
05/06/97 12:12 - Callisto-8A ("non-targeted" @33,500 km on the
Ganymedes-8 orbit)
05/07/97 15:57 - Ganymedes-8
06/25/97 13:48 - Callisto-9
06/26/97 17:20 - Ganymedes-9A ("non-targeted" @80,000 km on the
Callisto-9 orbit)
09/17/97 00:21 - Callisto-10
11/06/97 21:47 - Europa-11 (flere detaljer)
Galileos udvidede mission er blevet godkendt. Hvis alt
går vel, vil den tilbringe yderligere to år med focus primært på Europa. (Education and Public Outreach (billeder!); Galileo hjemmeside; Galileo-sonden hjemmeside og mere information fra JPL; nyhedsbrev; hjemmeside; NSSDC -side; foreløbige resultater fra Galileo-sonden fra JPL og ARC og LANL)
Opkaldt efter den amerikanske astronom Edwin Hubble.
Meget, meget mere information om HST samt HST-billeder er tilgængelige ved Space Telescope Science Institute. HSTs seneste billeder bliver postet regelmæssigt. (Her er en kort historisk gennemgang af HST-projektet. Der er også lidt mere HST-information ved JPL.)
(Ulysses hjemmesider fra JPL og ESA, Fakta fra JPL, endnu mere information fra JPL)
Hovedformålet med missionen er at måle, hvordan masse, impuls og energi i solvinden bliver overført til omgivelserne omkring Jorden. Selv om vi har lært meget af tidligere rummissioner om de mere generelle egenskaber ved denne gigantiske energioverførsel, er det stadig nødvendigt at indsamle detaljeret information fra forskellige strategiske områder i rummet omkring Jorden, før forskerne kan forstå, hvordan atmosfæren reagerer på ændringer i solvinden.
Med opsendelsen er det første gang, at et russisk instrument flyver med en amerikansk sonde. 'Konus Gamma-Ray Spectrometer', fremstillet af Ioffe Instituttet i Rusland, er et af to instrumenter på Wind, som skal studere kosmiske gammastrålings-udbrud, og altså ikke solvinden. Et fransk instrument er også ombord.
Til at begynde med vil satellitten cirkle i ottetaller om Jorden med assistance fra Månens gravitationsfelt. Dens største afstand fra Jorden bliver 1.600.000 kilometer og den mindste på i hvertfald 29.000 kilometer.
Senere i missionen vil Wind-sonden blive placeret i en speciel bane, der får Wind til altid at ligge mellem Jorden og Solen (cirka 1.500.000 til 1.690.000 kilometer fra Jorden).
Sonden blev sendt op den 17. februar 1996 med en Delta II-rakett, og skal efter planen gå ind i en bane om asteroiden 433 Eros tidligt i januar 1999. Der skal den granske stenlegemet i mindst et år i afstande ned til 24 km. Eros er en af de største og bedst observerede af de asteroider, der krydser Jordens bane. Disse asteroider er beslægtet med de talrige Hovedbælte-asteroider, som kredser om Solen i en enorm baderingsformet ring mellem Mars og Jupiter.
(NEAR hjemmeside, mere information fra NSSDC, mere fra John Hopkins Univ., undervisningsmateriale, mere fra JPL)
Mars Global Surveyor skal kredse i bane om polerne og skal kortlægge overfladens topografi og mineraldistribution samt overvåge vejret globalt.
Blev opsendt med en Delta II-raket fra Cape Canavera i Florida den 7. november 1996, der anbragte sonden i en elliptisk bane bane om Mars. I løbet af året vil man med raketdyser og 'aerobraking'-teknikker få angragt den i en næsten cirkulær bane over Mars polarområder. 'Aerobraking'-teknikken er udviklet gennem Magellan-missionen og udnytter atmosfærens friktionskræfter til at nedsætte farten af sonden, indtil den er i en tilstrækkelig lav bane til at foretage kortlægning af overfladen. Med denne teknik minimeres mængden af brændstof ved manøvreringen til den lave Marsbane. Kortlægningen er planlagt begyndt i marts 1999.
Sonden skal udføre et omløb om Mars hver anden time i en "solsynkron" bane, som placerer Solen i en standardvinkel over horisonten i hvert billede. Dette bevirker, at skyggerne kastes på en sådan måde, at overfladeformationerne bliver fremtrædende. Sonden indeholder de samme instrumenter, som var ombord på Mars Observer, og vil bruge disse instrumenter til at skaffe sig data fra Mars over et helt Mars-år, svarende til cirka to jord-år. Herefter skal den i de næste tre år bruges som data-relæstation for signaler fra USA og internationale landingsmoduler samt sonder i lave baner.
International deltagelse,samarbejde og koordinering er en del af alle missionerne i Mars-programmet. Fremtidige landingsmissioner -- 1998, 2001, 2003 og 2005 -- vil nyde godt af erfaringerne fra Mars Pathfinder, som blev sendt ud i 1996. Små sonder skal udsendes i 1998 og 2003, og de skal medbringe andre Mars-instrumenter, som skal tjene som relæstationer for andre internationale missioner i fremtiden.
Mars Global Surveyor skal fremstilles af industrien på konkurrencemæssige vilkår. Det videnskabelige udstyr er det samme, som var ombord på Mars Observer. Det inkluderer et højopløsningskamera, et varmestrålings-spektrometer, en ultrastabil oscillator, en laser-højdemåler, et magnetometer/elektron-reflektometer og et relæsystem.
Jet Propulsion Laboratory skal styre projektet på vegne af NASAs Solar System Exploration Division og skal stå for bl.a. design og navigation. Et 34-meters undernetværk af det verdensomspændende Deep Space Network står for sporing og nedtagning af data.
(MGS hjemmeside fra JPL, planlagte missioner fra 1996 til 2003)
De videnskabelige mål inkluderer nedstigning i atmosfæren og nær- og fjernfotografering af overfladen med det mål at få et generelt indtryk af Mars-miljøet til fremtidig udforskning. Sonden vil gå ned i Mars-atmosfæren uden at gå i omløb først og vil lande på Mars ved hjælp af faldskærme, raketter og airbags, idet den tager målinger af atmosfæren på sin vej ned. Før landingen er sonden omgivet af tre trekantsformede solpaneler, som vil folde sig ud på 'jorden' efter berøring med overfladen.
Mars Pathfinder blev sendt op den 4. december 1996 og landede succesfuldt på Mars den 4. juli 1997.
(information og MPF hjemmeside fra JPL, mere information fra NSSDC, billeder og pressemeddelelse fra MSFC, Mars Watch, Linking Amateur and Professional Mars Observing Communities for Observational Support of the Mars Pathfinder Mission)
En tidligere plan om passage af en asteroide på vejen derud, svarende til Galileos vellykkede passage af Ida og Gaspra, blev droppet for at reducere omkostningerne ved projektet.
Et af de mest interessante aspekter ved Titan
er muligheden for, at overfladen delvis kan være dækket af søer bestående
af flydende kulbrinter, som stammer fra fotokemiske processer i den øvre
atmosfære. Kulbrinterne formodes at kondensere og danne et lag af
"smog", som eventuelt kan regne ned på overfladen. Cassini vil
benytte en radar for at kigge gennem skylaget og dermed afgøre, om der
virkelig er væske på overfladen. Eksperimenter udført ombord på både
Cassini og Huygens skal undersøge de kemiske processer bag denne unikke
atmosfære.
Planlagte nøgledatoer for Cassini-mission:
(VenusVenusEarthJupiterGravitationalAssist -rejserute) ------------------------------------------------------------- 10/15/97 - Titan IV/Centaur Opsendelse 04/26/98 - Passerer Venus 1. gang 06/24/99 - Passerer Venus 2. gang 08/18/99 - Passerer Jorden 12/30/00 - Passerer Jupiter 07/01/04 - Ankomst Saturn 11/06/04 - Sonde-separation 11/27/04 - Huygens ankommer til Titan 06/25/08 - Slut på hovedmission
(Cassini hjemmeside fra JPL, Huygens hjemmeside, en anden Cassini-side fra JPL, mere information fra JPL, fra NASA Spacelink, information om 'the Doppler Wind Experiment' på Huygens)
(Velkommen til Månen, Lunar Prospector hjemmeside), mere fra NSSDC
Mars '98 -kredsløbssonden vil ankomme til Mars den 23. september 1999, mens landingssonden vil sætte foden på Mars den 3. december 1999.
Den vil lande nær den sydlige polarkalot og er udstyret med kameraer, en robotarm og instrumenter til måling af marsjordens sammensætning. To små mikrosonder er også med på landingssonden. De skal gå ned under overfladen for at detektere vand-is.
Landingssondens videnskabelige udstyr består af 'Mars Volatile and Climate Surveyor (MVACS)', integreret udstyr, 'Mars Descent Imager (MARDI)' og et atmosfærisk eksperiment udviklet af 'Russian Space Agency Institute for Space Science'. Indeholdt i det integrerede udstyr er stereo-overfladekamera, meteorologiudstyr, en robotarm til indsamling af prøver, overflademanipulation, nærfotografering af overfladen og nærfotografering under overfladen samt udstyr til eksperimenter med flygtige materialer i mars-grunden.
Billederne der fremkommer, når landingssonden daler ned mod overfladen vil fortælle noget om landingsområdets geologiske og fysiske forhold. Samtidig vil atmosfæreeksperimentet bestemme indholdet af støv i Marsatmosfæren over landingsområdet.
(hjemmeside, se også Europa Ocean Explorer)
Pluto-Kuiper Express
De videnskabelige mål er en fastlæggelse af geologien og geomorfologien af både Pluto og Charon, kortlægning af begge legemer og en beskrivelse af Plutos atmosfære (atmosfæren fryser efterhånden som Pluto fjerner sig fra Solen, så tidlig opsendelse og minimal rejsetid er kritisk i denne henseende). Den syv kilo tunge udstyrspakke vil inkludere et CCD-kamera, et IR-spektrometer til kortlægning, et UV-spektrometer og udstyr til radio-eksperimenter.
PKE vil være en miniatureudgave af den nuværende klasse af rumfartøjer i det ydre solsystem og bryder med tendensen til stadig mere komplekse og kostbare sonder som foreksempel Galileo og Cassini.
Der er en artikel om PKE af dens designere i sep/okt 1994 -udgaven af 'The Planetary Report', et nyhedsbrev, der udkommer hver anden måned fra The Planetary Society.
Financieringen af dette projekt er langt fra på plads.
(mere information fra NASA, Pluto Express hjemmeside, Pluto Express Science)
Missionen vil benytte ny flyveteknologi, herunder sol-elektrisk fremdrift ('solar electric propulsion'), for at sende et rumfartøj til asteroide 4660 Nereus og her nedsætte en JPL-udviklet landrover, der er på størrelse med en skotøjsæske, på asteroidens overflade. Muses-C-fartøjet vil også affyre eksplosive ladninger inde i asteroiden, indsamle prøver fra sprængningsstedet og returnere dem til Jorden i en kapsel til nærmere laboratorieanalyser. Missionen er planlagt opsendt i 2002.
Hermes er et samarbejdsprojekt mellem JPL og TRW. Hvis det bliver godkendt, vil opsendelse finde sted i 1999.
... Se Solsystemet... rumfartøjer... Hjælp
med
... 
