![]() |
omløb: 1.221.830 km fra Saturn
diameter: 5.150 km
masse: 1,35e23 kg
I græsk mytologi var
Titanerne
en familie af giganter, børn af Uranus
og Gaia, der
forsøgte at regere i himlene, men blev væltet og erstattet af Zeus familie.
Opdaget af Huygens i 1655.
Man troede længe, at Titan var den største måne i Solsystemet, men nyere observationer har vist, at atmosfæren er så tyk, at dens faste overflade er lidt mindre end Ganymedes. Titan er ikke desto mindre større i diameter end Merkur og større og mere massiv end Pluto.
Et
hovedmål med
Voyager 1-missionen var at studere
Titan. Voyager 1 kom helt ind til 4000 km fra overfladen. På de få
minutter, det varede, lærte vi mere om Titan end i de foregående 300 år.
Alligevel ved vi frustrerende lidt om denne måne. Titan er indhyllet i en tyk atmosfære, og overfladen er fuldstændig usynlig i synlig lys (under til venstre). (Cassini-missionen skal kortlægge Titans overflade med radar ligesom Magellan gjorde på Venus.) Alt hvad Voyager-billederne viser, er en svag farvevariation mellem den nordlige og sydlige halvkugle. Enkelte overfladedetaljer kommer til syne i det infrarøde frekvensområde set med HST (Hubble-rumteleskopet).
Titan svarer i sin opbygning til Ganymedes, Callisto, Triton og (sandsynligvis) Pluto. Det er uvist om den har indre struktur som Ganymedes, eller om den er homogen som Callisto.
Titan består af halvt vand-is og halvt sten. Den er formentlig lagdelt med en stenkerne på 3400 km, der er omgivet af flere lag af forskellige krystalformer af is. Dens indre kan stadig være varm. Selv om sammensætningen ligner Rheas og resten af Saturns måner, er den tættere, fordi dens størrelse bevirker, at tyngdekraften presser den mere sammen.
Som den eneste af
alle månerne i Solsystemet har Titan en betydelig atmosfære. Ved
overfladen er trykket mere end 1.5 bar (50% højere end
Jordens). Atmosfæren består primært af molekylært
nitrogen (som på Jorden) med hele 6% argon og nogle få procent metan.
Interessant nok findes der også spor af mindst et dusin andre organiske
forbindelser (bl.a. etan, hydrogencyanid og carbondioxid) og vand. Metanet i
Titans øvre atmosfærelag nedbrydes af sollyset og danner en tung dyne over
hele månen, svarende til de problematiske smog-skyer over større byer her på
Jorden (bare langt værre). På mange måder svarer dette til forholdene på
Jorden i dens tidlige historie, da livet lige var opstået.
Titan har ikke selv et magnetfelt og går til tider i bane udenfor Saturns magnetosfære. Den er derfor direkte udsat for solvinden, der så kan ionisere og løsrive molekyler fra de øverste atmosfærelag.
Ved overfladen er temperaturen cirka 94 K (-179°C). Ved så lave temperaturer kan vand-is ikke sublimere, og der er derfor ikke noget vanddamp i atmosfæren, der deltage i de kemiske processer. Alligevel ser det ud til, at mange kemiske processer er i gang, og det har åbenbart resulteret i en meget tyk smog.
Der er sandsynligvis to skylag hhv. 200 og 300 km over overfladen. Andre, mere komplekse kemikalier i små mængder, må være ansvarlige for den orange farve, vi ser fra rummet.
Det virker sandsynligt, at etanskyerne kunne producere et regnvejr på overfladen og danne et op til 1000 meter dybt "hav" af etan (eller en etan/metan-blanding), men nyere jordbaserede radarmålinger har dog sået tvivl om dette.
Nyere
observationer med Hubble rumteleskopet viser
bemærkelsesværdige billeder af Titans overflade taget i det infrarøde (IR)
frekvensområde (venste og øverst). Voyagers kamera klarede ikke at trænge igennem
den tykke atmosfære, men i IR-området bliver tågen mere gennemsigtig. Hubbles
billeder viser tegn på, at et stort, lyst "kontinent" befinder sig på
den side af Titan, der vender fremad i banebevægelsen. Dette beviser ikke, at
de store "søer" eksisterer, de viser bare, at Titan har store lyse og
mørke områder på overfladen. Landingsstedet for Huygens-sonden
er blevet valgt delvist baseret på grundige studier af disse billeder.
Beliggenheden bliver lige ud for kysten ved det største af de førnævnte
kontinenter på 18.1° nordlig bredde, 208.7° længde.
Observationerne med Hubble antyder også, at Titan roterer synkront som de fleste af Saturns andre måner.