|
The Bringer of Peace
(Fredsbringeren)
Venus er
den anden planet regnet fra Solen og den sjette største.
Banen er næsten cirkulær, den mest cirkulære af alle planetbanerne, med en excentricitet
på mindre end 1%. omløb: 108.200.000 km (0,72 AU) fra Solen
diameter: 12.103,6 km
masse: 4,869e24 kg
Venus
(Græsk:
Aphrodite;
Babylonsk: Ishtar) er kærlighedens og skønhedens gudinde. Planeten fik sikkert
dette navn fordi den var den klareste af
planeterne. Med få undtagelser har alle overfladeformationerne på Venus
fået kvindelige navne.Venus har vært kendt siden forhistorisk tid. Det er det mest lysstærke legeme på himlen næst efter Solen og Månen. Som med Merkur troede man, at Venus var to forskellige objekter; Eosphorus som morgenstjerne og Hesperus som aftenstjerne - så de græske astronomer vidste alligevel bedre.
Da Venus er en nedre planet, udviser den faser, når den ses gennem et teleskop fra Jordens perspektiv. Galileos observationer af dette fænomen var et vigtigt bevis til fordel for Copernicus' teori om det heliocentriske solsystem.
Det
første rumfartøj, der besøgte Venus var Mariner 2
i 1962. Efterfølgende har planeten været besøgt af mange andre sonder, mere
end tyve i alt. Blandt disse var Pioneer Venus
og den sovjetiske Venera 7 (det første
fartøj, der landede på en anden planet) og Venera 9,
som returnerede de første fotografier af overfladen (venstre). For nylig har
den kredsende amerikanske sonde Magellan
produceret detaljerede kort over Venus overflade ved brug af radar (øverst).
Venus' rotation er lidt usædvanlig, idet den både er meget langsom (en Venus-dag er 243 jord-dage, lidt længere end et Venus-år) og desuden retrograd. Desforuden er rotations- og omløbsperioderne synkroniserede på en sådan måde, at den samme del af overfladen altid vender ind mod Jorden når de to planeter er nærmest hinanden! Hvorvidt dette er en resonanseffekt eller bare en tilfældighed, er ikke opklaret.
Venus betragtes nogen gange som Jordens
søster-planet. På nogle områder er de meget ens:
På grund af disse ligheder var der mange, som troede, at der måske kunne være
liv under det tætte skylag på Venus. Desværre har mere detaljerede studier
vist, at Venus og Jorden på afgørende punkter er temmeligt forskellige.
Atmosfæretrykket ved overfladen på Venus er 90 atmosfære (omtrent
det samme som trykket på 1 kilometers dybde under havoverfladen på Jorden).
Atmosfæren består for det meste af kuldioxid, CO2. Kilometertykke
skylag af svovlsyre forhindrer os i at se ned på overfladen. Denne tætte
atmosfære forårsager en løbsk drivhuseffekt,
der har øget overfladetemperaturen med 400 K til over 740 K (varmt nok til at
smelte bly!). Venus' overfladetemperatur er faktisk højere end Merkurs
til trods for, at den næsten befinder sig i den dobbelte afstand fra
Solen.
I
de øvre atmosfærelag blæser der kraftige vinde (350 km/h), mens vindene ved
overfladen er langsomme - ikke mere end nogle få km/h.
Venus havde sikkert engang store vandmasser, som Jorden, men disse er kogt væk. Venus er i dag helt tør. Jorden ville ha gået samme skæbne i møde, hvis den havde ligget lidt tættere på Solen. Vi kan lære meget om Jorden ved at forstå, hvorfor Venus, der i sit udgangspunkt lignede Jorden, udviklede sig så anderledes.
Det meste af overfladen på Venus består af bølgende sletter med få udstikkere. Der er også flere brede forsænkninger: Atalanta Planitia, Guinevere Planitia, Lavinia Planitia. Der er to store højlandsområder: Ishtar Terra på den nordlige halvkugle (omtrent på størrelse med Australien) og Aphrodite Terra langs ækvator (omtrent på størrelse med Sydamerika). Ishtars indre består hovedsageligt af et højt plateau, Lakshmi Planum, som er omkranset af de højeste fjelde på Venus inklusive de enorme Maxwell Montes.
Data
fra rumsonden Magellans radarinstrumenter
viser, at store dele af overfladen er dækket af lavastrømme. Der er flere
store vulkaner (i lighed med vulkanerne på Hawaii eller
Olympus Mons) som for eksempel Sif Mons
(højre). Nyere fund tyder på, at der stadig er vulkansk aktivitet på Venus,
men kun nogle enkelte steder. Geologisk set har der været relativt rolig i nogen
hundrede millioner år nu.
Der er ingen små kratere på Venus. Det ser ud til, at små meteoroider brænder op i den tætte atmosfære, før de når overfladen. Kraterne på Venus ser ud til at opstå i bunker, hvilket indikerer at de store meteoroider, som faktisk klarer sig gennem atmosfæren, normalt splittes i mindre stykker, inden de lander.
De ældste dele af Venus' overflade ser ud til at være omtrent 800 millioner år gamle. Høj vulkansk aktivitet på den tid må have udvisket den tidligere overflade, inklusive gamle kratere.
Magellans
billeder viser et udvalg af interessante og unikke formationer, heriblandt pandekage-vulkaner
(til venstre) som ser ud til at være udbrud af meget tyktflydende lava, og coronae
(højre), der ser ud som sammenstyrtede kupler over store magma-kamre.
Det indre af Venus er nok ligesom Jordens: En kerne af jern med en radius på omtrent 3000 km, en flydende sten-kappe som dækker hovedparten af planeten. Nyere resultater fra Magellans gravitationsmålinger indikerer at skorpen på Venus er stærkere og tykkere end tidligere antaget. Som på Jorden skaber konvektion i kappen spændinger i overfladen. På Venus udløses spændingerne i mange små områder i stedet for i pladeovergangene, som tilfældet er på Jorden.
Venus har ikke noget magnetfelt, nok på grund af sin langsomme rotation.
Venus har ingen måner, noget der selvsagt har en historie knyttet til sig.
Venus er normalt synlig for det blotte øje. Den bliver nogen gange (fejlaktigt) omtalt som "morgenstjernen" eller "aftenstjernen". Den er uden sammenligning den mest lysstærke "stjerne" på himlen. Der er adskillige hjemmesider, der viser Merkurs løbende position (og de andre planeters position) på himlen. Mere detaljerede og tilpassede kort kan laves med et planetarium-program som for eksempel Starry Night.
... Solen
... Merkur
... Venus
... Jorden
... 
